Dommedag

NEJ, JORDEN gik ikke under den 11. juli. Den dag, da et voldsomt jordskælv skulle have ramt vor klode. Nu sætter mange deres håb - eller hvad det nu er - til onsdag den 11. august. Den dag, hvor århundredets sidste totale solformørkelse indtræffer. Jo, 1999 er sandelig blevet et Nostradamus-år. Den gamle, franske videnskabsmand, der for 400 år siden, helt i pagt med sin tids verdensbillede ikke drog noget skarpt skel mellem astrologi, astronomi, matematik, religion og lægevidenskab, har så sandelig fået sin renaissance her op mod årtusindskiftet. Hans mærkelige og utilgængelige skrifter, hvis forudsigelser af fremtidige begivenheder mere bygger på tolkning end på konkrete, tids- og stedsbestemte angivelser, dyrkes både som underholdning og i høj grad som en rodløs og usikker tidsånds dommedagsvisioner. Gennem 400 år har man i krigs- og krisetider funder Nostradamus' skrifter frem, tolket og med fortænkte tankeeksperimenter både bebudet drastiske begivenheder og efterrationaliseret virkelige begivenheder som reelt forudset af den gamle franskmand. Det seneste eksempel er forudsigelsen af, at Paris den 28. juli - på onsdag - vil blive ramt af en katastrofe, fordi den russiske rumstation MIR vil eksplodere, og sende 40 tons glødende stål og radioaktivt affald ned over byen. Nostradamus taler et sted om en »londe mur« - en mur af vand - og ved at bytte u ud med i bliver mur altså til MIR. Et tankespind, som har fået en del parisere til at flygte fra byen. Og så er der altså solformørkelsen onsdag den 11. august. Problemet er naturligvis ikke Nostradamus og hans påståede forudsigelser. Det virkelige drama er det, som udfolder sig, når det amerikanske Millennium Watch Institute i Philadelphia har kunnet registrere mere end 1200 detaljerede profetier omkring årtusindskiftet, deraf et flertal knyttet til solformørkelsen den 11. august. Alene på japansk er der det sidste år udgivet 185 bøger om Nostradamus' profetier for 1999. Stifteren af sekten Aum Shinrikyo, der i 1995 stod bag gasangrebet i Tokyos undergrundsbaner, havde hos Nostradamus hentet inspiration til sin lære. Det problem er til gengæld alvorligt nok. Også for alvorligt til, at vi bare kan hygge os med undergangsforventningernes drama som spændende og afslappende underholdning. Ikke fordi vi har grund til at underkaste os forudsigelsen om ragnarok og dommedag, men fordi den verdensomspændende galskab, de udløser, er et kulturelt faresignal. Diagnosen på en uheldssvanger menneskelig og selvdestruktiv usikkerhed, hvor den religiøse dimension i tilværelsen forvrænges til afmagt og et krav om selvfrelse i en apokalyptisk totalkatastrofe. Den verdens undergang, som menneskeheden altid har kredset om, og hvor det eneste reelle svar Martin Luther formulerede med ordene om, at om Verden så gik under i morgen, ville han plante et træ i dag. jr-o