Donald Trump er uamerikansk

Republikanerne har stor del af skylden for politisk krise

Michael Bach Henriksen
Michael Bach Henriksen. Foto: Leif Tuxen.

Med erhvervsmanden og reality-tv-stjernen Donald Trumps fortsatte fremmarch har både amerikanerne og vi andre fået et nyt fænomen at forholde os til.

Resultaterne fra Super Tuesday forleden gør det tindrende klart, at det var en fatal forhåbning, også i Trumps eget parti, Republikanerne, at rigmanden ville forsvinde af sig selv og i politisk forstand nedsmelte efter endnu en af de bizarre bemærkninger, man næsten har vænnet sig til fra hans side.

Det sker imidlertid ikke, og det er på tide at erkende, at manden rent faktisk kan ende i Det Hvide Hus. Det er dog værd at bemærke, at Trumps succes på mange måder afviger markant fra amerikansk politisk historie, hvilket mindsker hans chancer for at indtage Det Ovale Værelse.

Normalt vil en præsidentkandidat være dødsdømt, hvis han eller hun kritiserer bærende amerikanske institutioner som eksempelvis militæret. Men i en valgkamp, der for længst er ophørt med at være normal, selv efter farverige amerikanske standarder, har Trump svinet veteraner til – og på intet tidspunkt heller udtalt sig positivt om kristendom og kirkeliv, en anden af de afgørende samfundsinstitutioner i USA.

Donald Trump er også uamerikansk i politisk forstand ved sin totale mangel på partiloyalitet. Ronald Reagan er blevet berømt for at sige, at man i hans parti ikke må bryde ”Det 11. bud” – ”Du må ikke tale ondt om en med-republikaner”– men Trump overtræder lystigt dette loyalitetsbud i et parti, som han først for relativt nylig er blevet medlem af.

Et tredje uamerikansk felt er hans racistiske udfald mod eksempelvis mexicanere. Republikanerne har for en stor dels vedkommende altid været for immigration, fordi man dermed har sikret billig arbejdskraft, men også fordi USA er et indvandrerland, og landets borgere således har det svært med tilsvining af udefrakommende. Men også her opfører Trump sig i eklatant grad som uamerikansk.

Han excellerer i den ene inkonsekvens og løgn efter den anden, men alt preller tilsyneladende af på ham – ligesom det gjorde på Reagan, der af samme grund blev kaldt ”teflon-præsidenten”, men som i sammenligning med Trump var et politisk geni. Det er tvivlsomt, om Trump selv tror på alt det, han siger, men han nyder øjensynligt spillet og de forargelsesmekanismer, han udløser.

Man skal se mod europæisk historie frem for den amerikanske for at forstå fænomenet Trump. Hans populisme og racisme har flere træk tilfælles med fascismen. Det betyder ikke, at Republikanerne med ham bliver et fascistisk parti efter italiensk forbillede, men Trump taler til de samme utilfredse vælgere, som populistiske ledere i Europa gør, og vinder gehør af de samme grunde.

Man kan være uenig med vælgere, der stemmer på populistiske partier og personer, men at håne deres frustration er moralsk forkert og politisk dumt. I USA har den hvide katolske og protestantiske arbejderklasse, der altid stemte demokratisk, løbende mistet status. I første omgang opfangede Reagan disse stolte arbejdere i sit parti, men siden har vælgergruppen oplevet, at Republikanerne har ladt dem i stikken. Her træder en anti-establishment-kandidat som Trump så til og får succes.

Den store historie i denne valgkamp er således – ud over Trumps bekymrende succes – at ”The Grand Old Party” risikerer at blive spaltet i to.

Et ødelagt republikansk parti er ikke godt for nogen, og det er trist at konstatere, at Republikanerne ikke for længst har skabt konstruktive politiske resultater ud af den reelle følelse af afmagt hos dele af vælgerbefolkningen. Den vil bestå, også efter at Trump forhåbentlig har forladt scenen.