Doping og tv

»DET RENE« cykelløb Tour de France starter med prologen i dag. Den årligt tilbagevendende cykelsportsbegivenhed løber af stablen - og mange holder vejret i spænding. For de kommende uger vil vise, om løbet er så rent, som arrangørerne har gjort deres for at garantere, at det vil være i år. I modsætning naturligvis ikke mindst til i fjor, hvor løbet udviklede sig til en veritabel skandale i takt med afsløringerne af, at cykelrytterne brugte forbudte stoffer, først og fremmest stoffet EPO - en forkortelse, der står for det syntetiske hormonstof Erythropoeitin, der øger præstationsevnen. Siden Touren i fjor er der sket ikke så lidt inden for cykelsporten. Mest overraskende er det nok, at afsløringerne af misbrug er fortsat ufortrødent. Som om intet var hændt. Men hvis ikke sporten selv kan feje for egen dør, så har sponsorer vist, at den form for stofmisbrug ikke er noget, de vil støtte. To professionelle danske cykelhold har inden for de seneste uge mistet deres sponsorer. Det samme er sket i udlandet. Så meget desto mere kan det overraske, hvor meget TV 2 igen i år satser på Touren. Både på TV 2 og DR TV har man i ugerne op til i dag bragt det ene afslørende program efter det andet om det fortsatte misbrug i cykelsporten. Vi har på skærmen sagt farvel til sidste års Tour-vinder, italieneren Pantani, der blev afsløret for doping i forårets Giro d'Italia-løb, og vi er blevet præsenteret for det ene udsagn efter det andet om, at stort set alle top-cykelryttere bruger doping, for ellers kan de ikke vinde. TV 2 sender timevis af tv fra løbet, og på Odense-stationen er man forberedt til årets drama på og omkring asfalten. Som det blev sagt i en reklame-spot for Touren: Vi har en journalist ved hver eneste politistation i Frankrig. Underforstået naturligvis: hvis spændingen skulle udeblive på landevejene - nu de fleste af de store navne enten er udelukket eller har meldt fra på grund af skader - så kan det jo være, at løbet vil kaste en anden form for »underholdning« af sig, nemlig endnu flere afsløringer af doping. Argumentet for at sende fra Touren er blandt andet, at løbet skal have en chance til. Der er gået et år siden skandalen i fjor, og både TV 2 og DR TV har dokumenteret det ene tilfælde efter det andet af, at chancer er noget, man i cykelsporten i vid udstrækning tager med EPO. Man kan spørge, hvor mange chancer, der skal til. Eller man kan vise sin holdning ved at slukke for kassen, som en seerforening har foreslået. Under alle omstændigheder kan man undre sig over, at TV 2 finder det korrekt at bruge så mange ressourcer på et løb, der ifølge ekspert-udsagn kun kan vindes ved hjælp af brug af forbudte stoffer. miep