I en stadig mere fragmenteret medievirkelighed er det glædeligt, at Dronningens nytårstale fortsat kan samle store dele af nationen foran skærmene. Den årlige tale er public service-tv af høj karat på et lavt budget og dertil et stykke levende kulturhistorie, for så vidt som traditionen med landsfaderlige henvendelser til befolkningen går mange år tilbage. Uden ligefrem at være skelsættende rummede talen søndag aften to udsagn, der er værd at tage med ind i det nye år. Talen viste en monark, der på stilfærdig vis stadig evner at være markant. Det er ikke tilfældigt, at de trykte versioner af Dronningens nytårstaler anvendes i skolernes danskundervisning, for der står ganske meget mellem linjerne.
Faktisk stod det ene af talens markante udsagn ikke mellem, men på linjerne, og var ganske konkret. Dronningen sagde om indvandringen:
”Når det går fremad, har vi brug for alle kræfter, ja, for flere end vi selv har. Op gennem historien har vi hentet dygtige hænder og kloge hoveder fra andre lande. Mange mennesker er kommet til Danmark for at arbejde her, dem har vi tidligere haft brug for, og det har vi stadig! Det kan være medarbejdere i landbruget, på hoteller og restauranter eller højtspecialiserede forskere, hvis viden der er behov for.”
Denne passus er ganske langt fra det berømte udfald mod danskernes ”små, dumsmarte bemærkninger” fra 1984, der i historiens lys har fået et ufrivilligt verdensfjernt skær over sig. I et vitalt samfundsspørgsmål har Dronningen tydeligvis flyttet sig og står nu på samme side som befolkningsflertallet: Der er ikke råd til passiv forsørgelse af udefrakommende, men alle, der rejser til Danmark for at arbejde, er der brug for.
Fra produktionssfæren bevægede Dronningen sig derefter over i fritidslivet til det andet markante udsagn. Mennesket lever ikke af brød af alene, og talen afspejlede eksistensen, der er udstrakt mellem hånd og ånd, mellem produktion og hvile, mellem bundet tid og fri tid. Men hvad bruger vi så fritiden til, den tid, hvor vi kan dyrke vores interesser? Her er vi rådvilde: ”Jeg tror ikke, at man kan overkomme at interessere sig for alting,” sagde Dronningen. Med en både poetisk og træffende formulering, der i langt højere grad end dén om de dumsmarte bemærkninger fortjener at blive husket, lød det: ”Det kan være, som om alle døre står åbne. Men ét menneske kan jo ikke gå ind ad dem alle sammen på én gang.”
På stilfærdig vis praktiserer Dronningen her kulturkritik og trodser tidens nyliberalistiske norm om, at alle døre står åbne for den enkelte. Det gør de ikke. Frit valg på alle hylder er den direkte vej til eksistentiel rodløshed, siger hun. Her er der trøst at hente for både de unge, der tror, at alle muligheder er åbne, og de gamle, der ved, at også den sidste dør – kistelåget – en dag lukkes i. Livet er aldrig kun åbne døre, og sådan forstået var talen søndag aften opbyggelig og livsklog.