Drop skadedyr i politisk debat

Rotterede-metafor er uværdig for Folketingets formand

Det var rent ud sagt uværdigt, at Folketingets formand Pia Kjærsgaard (DF) forleden i DR2-programmet Debatten kaldte Europa-Parlamentet for en rotterede. Det har fået flere politikere til at protestere, og nu skal Pia Kjærsgaard forklare sig over for Folketingets øvrige ledelse, det såkaldte Præsidium. Det er udmærket, men desværre kommer der næppe ret meget konkret ud af det.

Pia Kjærsgaard har allerede afvist, at der skulle være noget at komme efter. Det handler ifølge hende ikke om, at medlemmer af Europa-Parlamentet er rotter, men blot, at der er tale om en faldefærdig, saneringsmoden bygning, som ordet forklares i Den Danske Ordbog. Hokus pokus, ingen hekseri, bare behændighed. Pia Kjærsgaard er igen blevet misforstået, og det kan hun virkelig ikke tage sig af.

Men hvor efterlader den forklaring egentlig Folketinget?

Sagen er, at Pia Kjærsgaard i tv-programmet udtrykkeligt udtalte sig som formand for Folketinget, selvom hendes ærinde var at dække over sit eget partis mildt sagt uheldige rolle i Messerschmidt-sagen. Skulle hendes udtalelse blive oversat til andre sprog, kan udenlandske medier, politikere og borgere nu få det indtryk, at hele det danske folketing står bag opfattelsen af Europa-Parlamentet som en rotterede, hvor der svindles og bedrages langt værre, end Dansk Folkeparti nogensinde måtte have præsteret.

Det gør hele Folketinget selvsagt ikke. Alle ønsker at komme svindel til livs, men kun et mindretal i Folketinget vil ”rive EU ned”.

Det er i sig selv overraskende, at lige præcis Pia Kjærsgaard trækker rotte-metaforen op af hatten. Hun har om nogen gennem årene oplevet, hvad det vil sige at blive tillagt skadedyrs navne og egenskaber. Som Geoffrey Cains bog ”Ondskabens Ikon” for en del år siden viste, er Pia Kjærsgaard blevet afbildet i vittighedstegninger og satiretekster som hund, slange, grib, vampyr, rotte og mange andre dyr. Et trick, som trækker alt for ubehagelige tråde tilbage til nazismen og dens billeder af jøderne som rotter.

Måske vil nogen indvende, at der er forskel på, om man taler om enkeltpersoner, en befolkningsgruppe eller et parlament. I 1980’erne kaldte Storbritanniens daværende premierminister Margaret Thatcher for eksempel Europa-Parlamentet et Mickey Mouse-parlament for at understrege dets mangel på politisk tyngde. Det var en humoristisk og til dels rammende kritik. Det er dog mere forsonende at blive sammenlignet med en tegne-seriemus end med en rotte. Generelt er den politiske debat desværre blevet så grov, at man i dag kun kan opfordre alle debattører til helt at droppe sammenligningerne med skadedyr og deres boliger. Folketingets formand, hvis opgave blandt andet er at sikre en ordentlig tone fra landets fineste talerstol, burde være den første til at indse og praktisere det.