DR’s troværdighed sættes på prøve

Det er problematisk, at DR-ansatte kan bijobbe for 300.000 kr0ner

Det tjener Danmarks Radio til ære, at DR2-programmet Deadline forleden stillede institutionens egen nyhedsdirektør Ulrik Haagerup nogle særdeles kritiske, nærgående og relevante spørgsmål i den såkaldte hestesag. Som kirke- og kulturminister Mette Bock (LA) har udtalt, er det bizart, at DR tilbage i 2013 betalte 70.000 kroner for at transportere en hest til USA, en hest som var ejet af hustruen til en udsendt korrespondent. De vilkår ville end ikke en dansk ambassadør kunne få, påpegede studieværten Niels Krause-Kjær.

At DR giver sine medarbejdere den slags frynsegoder antyder, at organisationen har rigeligt med penge – næppe klogt i lyset af regeringens planer om at beskære DR-budgetterne med helt op til 25 procent.

Hestesagen er imidlertid ikke den eneste, der viser, at DR har svært ved at operere i spændingsfeltet mellem penge og etik. Som omtalt i Kristeligt Dagblad i fredags har man offentliggjort den årlige liste over medarbejderes bibeskæftigelse i 2016.

Mange, især studieværter, har opgaver som foredragsholdere og ordstyrere ved arrangementer uden for DR, for eksempel i private virksomheder eller i interesseorganisationer. Ifølge etikchef Inger Bach skal medarbejderne have tilladelse til hvert enkelt bijob, og maksimalt må man tjene 300.000 kroner om året uden for DR – et loft, man tidligere har dispenseret fra for nogle af de mest aktive bijobbere.

Netop Niels Krause-Kjær havde sidste år 18 forskellige bijob uden for DR, og hans interview med DR’s nyhedsdirektør kunne jo ligne beviset på, at en journalist sagtens kan bide den hånd, der fodrer ham. At der med andre ord ikke er noget principielt problem i, at studieværter det ene øjeblik får 30.000 kroner for et ordstyrerjob på en konference i en interesseorganisation og det næste øjeblik skal være kritisk DR-interviewer af en direktør fra samme organisation. Men selvfølgelig er der et principielt etisk problem i det. Det handler ikke om, hvorvidt den enkelte journalist er i stand til at se bort fra egne økonomiske interesser. Det handler derimod om seeres og lytteres tillid til DR og til de ansattes upartiskhed.

Her er beløbene væsentlige. De færreste vil løfte et øjenbryn over, at et foredrag belønnes med nogle flasker vin eller et mindre honorar, der står i rimeligt forhold til den tid, der er brugt på opgaven. Det skaber næppe et økonomisk kritisk afhængighedsforhold mellem interviewer og kilde. Men de honorarer, der tidligere har været fremme for en del af DR’s profiler, ligger langt ud over dette niveau.

Her er DR’s loft på 300.000 kroner om året problematisk, fordi det inviterer organisationer og institutioner til at give høje honorarer for bijob.

Det sætter DR’s troværdighed på prøve, at man ikke har langt snævrere rammer for de ansattes arbejde uden for institutionen i fritiden. Det er helt til hest.