Det vakte tidligere på ugen en del debat på de sociale medier, at en kvinde her i avisen beklagede den omsiggribende brug af bandeord. I et indlæg på avisens debatsider fortalte hun om den ubehagelige oplevelse, det var, at en ubetænksom sygeplejerske havde brugt udtrykket ”kraftedeme” over for hendes mand.
Han var døende af kræft og derfor opgivende, og i en samtale sagde den pågældende sygeplejerske til ham: ”Du skal tage kampen op. Du skal banke i bordet og sige: Nej, kræft æde mig, om jeg vil finde mig i det her.” Hvortil den døende mand havde svaret: ”Det er jo det, den gør.”
Sygeplejersken havde ikke været bevidst om sit sprog og glemmer forhåbentlig aldrig den belæring, hun fik. Kvinden, der skrev aviskommentaren, var blevet mindet om den ubehagelige oplevelse ved at se tv, hvor der forleden på DR også blev bandet og brugt eder, herunder kraftudtrykket kraftedeme – der netop betyder ”må kræften æde mig”. Hun oplevede det med god grund som en form for overgreb.
Nogle vil hævde, at det alene er en privatsag, hvordan man taler. Men det er også et fælles anliggende, fordi sproget altid udfolder sig imellem mennesker. I familier, på arbejdspladser og ikke mindst i medier er sproget en kulturskaber. Et sprog præget af bandeord er aggressivt. Som en far i debatten bemærkede, bander børnehavebørn nu som udtryk for selvhævdelse og for at få deres vilje.
I medierne, ikke mindst de statsejede DR og TV 2, er det aggressive sprog ofte til debat, fordi det spreder sig til trods for, at ikke mindst DR har en sprogpolitik, der udtrykker mediets bevidsthed om sit ansvar som normsættende for dansk sprogbrug. Det indskærpes, at ”DRs medarbejdere bruger ikke bandeord eller nedsættende slang. Undtagelser skal være redaktionelt begrundet og godkendt i programmets koncept.”
Godt sprog er en berigelse og forudsætning for nuanceret formidling og i mediesammenhæng for al god journalistik. Bandeord bidrager til en sproglig forarmelse og forråelse, der også har en negativ afsmittende virkning på troværdigheden af mediets indhold. Af gode grunde hører man aldrig værter i nyhedsudsendelser bande, mens det er uforståeligt, at for eksempel DR accepterer, at værter bander cirka en gang i minuttet i visse udsendelser på radioens P3, sådan som en undersøgelse af KLF, Kirke & Medier viste det sidste år.
De mange bandeord i medierne er med til at skabe en hård tone i debatten. Bandeord er sproglige forstærkere, men de er ikke sproglige fordybere. Tværtimod efterlader brugen af bandeord et indtryk af forfladigelse, sproglig uformåenhed og manglende seriøsitet.
Eder og forbandelser er lige så gamle som det menneskelige sprog. I mosebøgernes 10 bud er forbuddet mod at misbruge Guds navn indskrevet som det andet bud. Med den fremadskridende sekularisering er også sproget og de gængse bandeord underlagt en verdsliggørelse. Hvor der tidligere blev bandet på religiøse ord og begreber, sgu (så Gud hjælpe mig) og fandeme (fanden tage mig), er det nu sex og afføring, der fylder op i sproget. I en globaliseret tid sker det på engelsk med de fremadstormende bandeord, fuck og shit.
Begge ord bruges flittigt herhjemme, men vækker anstød i ordenes hjemlande, USA og Storbritannien, hvor det offentlige, sproglige niveau er højere end i Danmark. På TV 2 blev der sagt fuck 17 gange ved uddelingen af musikpriser i november. Det vakte heldigvis debat. For ord skaber ofte, hvad de nævner. Sproget former os, og vi har alle et ansvar for at løfte niveauet.