Prøv avisen

Efter os syndfloden

Foto: Leif Tuxen

Den økonomiske krise bør føre til samfundsændringer

Ifølge opslagsværkerne stammer sentensen efter os syndfloden après nous le déluge fra en fransk adelskvinde, der i 1700-tallet udtrykte sin opgivelse efter et fransk militært nederlag. I dag er det kommet til at illustrere letsindigheden bag et samfunds- og livssyn karakteriseret ved: Ske, hvad der vil, når blot vi er borte.

Sentensen citeres i dagens avis om danskernes syn på samfundsudviklingen. Ingen kan sige sig helt fri for at have en rem af huden, for ikke bare den danske, men vestlige levevis er i høj grad præget af en mangel på tanke for fremtiden.

Den økonomiske krise, der med de svingende aktiemarkeder breder sig globalt i disse uger, er efter alt at dømme ikke bare en ny tur i rutsjebanen på verdens børser. Under kursfald og truslen fra nationale bankerotter anes konturerne af langt mere vidtgående forandringer forude. Måske er det enden på den traditionelle forbrugs- og vækstdyrkelse og ikke mindst uhæmmede appetit på velfærdsgoder betalt af staten for lånte penge. Det vil sige: For lån, som kommende generationer skal betale for os.

Økonomerne strides om krisens egentlige natur og forklaring, og fordi verdens økonomi er blevet global, virker traditionelle økonomiske greb ikke på samme måde som før. Hvis politikerne sænker skatten for at pumpe penge ud til forbrug, risikerer man, at forbrugerne bare køber varer, som ikke er produceret i Danmark, hvorfor det ikke nødvendigvis skaber flere arbejdspladser. Hvis stat og kommune skruer op for bygningen af nye skoler, hospitaler og veje, som oppositionen ønsker, øges den offentlige gæld, som netop er en af årsagerne til hele krisen.

Det er et lønligt håb, at den økonomiske tilbagegang herhjemme, der er den største i fredstid i de sidste 200 år, vil føre til en øget krisebevidsthed hos de danske vælgere. Den har manglet i de seneste mange år, hvor de offentlige udgifter er fortsat med at vokse.

Borgernes og dermed vælgernes realitetssans er blevet skævvredet af stadig mere offentlig velfærd og senest en boligboble, der har forgyldt mennesker, uden at de har løftet en finger. I det meste af det forgangne århundrede har vælgerne haft tillid til, at staten kunne sikre borgerne og løse samfundets problemer. Det kan staten ikke længere, med mindre borgerne viser vilje til at yde mere og modtage mindre.

Forhåbentlig vil krisen åbne fleres øjne for nødvendigheden af at vise samfundssind, og forhåbentlig vil den bane vejen for nye bæredygtige måder at indrette samfundet på. Så er det ikke syndfloden, der venter, men et samfund indrettet på også at sikre de kommende generationer et ordentligt livsgrundlag.