Efter tragedien

KUNNE DET have været undgået? Eller var det uundgåeligt? Det er to af de store spørgsmål, som står tilbage efter den tragiske ulykke sent fredag aften på Roskilde Festivalen, hvor otte unge mænd blev mast til døde under en koncert. Og det er ikke bare spørgsmål, som festivalledelsen og de ansvarlige myndigheder i Roskilde skal forholde sig til, men alle og enhver, der deltager i rockkoncerter. Der vil altid være en meget stor risiko forbundet med at lukke 100.000 mennesker ind på et begrænset område. Det har man set inden for for eksempel fodboldens verden - så sent som for en måned siden i København under UEFA Cup-finalen - hvor hooligans i hensynsløs hærgen øver hærværk og vold. Når musikkens verden hidtil har været forskånet for tilsvarende hændelser, skyldes det den sjæl, som ligger indpodet i musikken, og som Roskilde Festivalen indtil i fredags klokken 23.30 på smukkeste vis har været repræsentant for. Festivalen har udover at være drevet af en stor portion idealisme også altid været kendt for at følge med tiden. Den er altid blevet kaldt den sikreste festival og er blevet moderniseret i takt med, at den er vokset i omfang. Det har været med til at give den et yderst velrenommeret ry ude omkring i verden som en festival, der føler et stort ansvar for sine gæster. Det ry er noget mere blakket nu, men spørgsmålet er, om festivalledelsen på nogen måde havde kunnet gardere sig. Det frikender naturligvis ikke festivalen for et moralsk ansvar, men alle undersøgelser peger indtil videre på, at der ikke er begået sikkerhedsmæssige fejl. Til gengæld peger øjenvidneberetningerne på, at der foran scenen herskede en ond og hensynsløs stemning, hvor folk ikke havde øje for andet end deres egen fest. Det er i strid med solidaritetsfølelsen, som hidtil har kendetegnet festivalen og musikken som samlende faktor, men hænger måske alligevel godt sammen med den generelle forråelse af de sociale omgangsformer. Biskop Jan Lindhardt sagde i sin prædiken på festivalpladsen lørdag eftermiddag, at det var vigtigt at minde hinanden om, at livet er stærkere end døden. Det er det. Og derfor var det også rigtigt at lade festivalen fortsætte. Ikke for at festen kunne fortsætte, men for at livet kunne besejre døden og de mange stærkt mærkede festivalgæster sammen kunne bearbejde chokket og sorgen og samtidig tænke over den hensynsløse tumult, som kostede otte glade og drømmende festivalgæster livet. Roskilde Festivalen, der engang havde mottoet »Et lille lys i mørket«, vil aldrig blive sig selv igen, og hvis den kan og skal fortsætte efter tragedien, skal de døde leve i lyset og minde de levende om det ansvar, man har for hinanden. weis