I løbet af den seneste måned har de danske biskopper protesteret mod regeringens politik hele tre gange. Senest i denne uge. Det er vist aldrig sket før. Regeringen behandler da også i stigende grad folkekirken, som var den en statskirke, den kan bestemme over. Derfor gør biskopperne ret i at protestere. Regeringen fører en politik uden respekt for religion og åndsfrihed.
Mens den nyudnævnte udviklingsminister Flemming Møller Mortensen (S) har fået mandat til at arbejde for at fremme religions- og åndsfriheden i verden omkring os, gør den øvrige regering en ihærdig indsats for at reducere den herhjemme.
Det kaos, der har hersket omkring afviklingen af gudstjenester, ikke mindst i julen, tilsiger, at myndighederne burde arbejde tættere og mere respektfuldt sammen med folkekirken. Men en ny epidemilov, der beskriver, hvordan landet kan styres og blive lukket ned under en epidemi, lægger ikke op til, at folkekirken endsige kulturlivet skal repræsenteres i en planlagt epidemikommission.
Det fik i sidste uge biskopperne til at skrive et høringssvar, hvor de protesterer, for regeringen har tilsyneladende glemt, at befolkningens åndsliv også har betydning for, hvordan den kommer igennem en sundhedskrise.
I sidste uge afviklede biskopperne deres første fælles bispemøde i år. Det skete digitalt via computerskærme over tre dage, og referatet herfra blev offentligt i denne uge. Her skærper biskopperne deres protester mod regeringens politik.
Efter flere års arbejde nedlagde kirkeminister Joy Mogensen (S) i december et udvalg, der skulle komme med forslag til, hvordan kristne indvandrere og efterkommere kan blive integreret i folkekirken. Der findes omkring 250 kristne migrantmenigheder herhjemme. Mange af dem låner eller lejer sig ind i sognekirkerne rundt om i landet. Men de kan ikke blive medlemmer af folkekirken, uden at de skal forlade deres oprindelige kirkesamfund.
Folkekirken kan bidrage til deres integration. Derfor foreslås det at indføre mulighed for dobbelt kirkemedlemsskab; at folkekirken skal kunne ansætte præster, der kan betjene migranter på deres eget sprog; og at folkekirkens sogne burde kunne lave formelle samarbejder med migrantmenigheder. Selvom udvalgsarbejdet var nået langt, trak kirkeministeren tæppet væk under det. Det er et uacceptabelt indgreb i folkekirkens indre anliggender. Det sker med den eneste forklaring, at ministeriet ikke har tid på grund af arbejdet med coronaen. Biskopperne kritiserede beslutningen allerede i december og gør det nu igen i referatet fra bispemødet.
Efter mødet udsendte biskopperne et brev, hvori de nu samlet protesterer over et lovforslag, som vil tvinge alle trossamfund, der prædiker på udenlandsk, til at oversætte deres prædikener til dansk. Forslaget har til hensigt at gøre livet svært for ekstreme muslimer, men i praksis tegner det til at ramme især kristne trossamfund, herunder migrantmenigheder, det tyske mindretals kirker og grønlandske og færøske menigheder.
Den socialdemokratiske regering viger ikke tilbage for at fremme sin stramme udlændingepolitik. Det kan være fornuftigt, men det er hovedløst at begrænse åndsfriheden med gold symbolpolitik.
Ikke kun biskopper protesterer. Lægger man øret til jorden, kan man fra selv de fjerneste afkroge af dansk kirkeliv nu høre forbløffelse over den uvidenhed og ligegyldighed, hvormed troslivet tromles ned. Regeringen bliver nødt til at ændre sin åndløse kurs.