Efter Københavns biskop Peter Skov-Jakobsens effektive afklapsning af sognepræst Per Ramsdal står også folkekirken forslået tilbage. For selv om Per Ramsdal nu undskylder og i bogstaveligste forstand kryber til korset, har han skadet folkekirken. Og løsningen på sagen risikerer at gøre det samme.
Der er vide rammer for den kristne forkyndelse og for den folkekirkelige rummelighed, og sådan skal det være. Men rummeligheden skal have grænser for at give mening. Det gav Københavns biskop den så i går, da han lod sognepræsten gå så effektiv bodsgang, at det virkede utroværdigt.
Det har været lidt af et cirkus at følge sognepræstens medieoptræden, hans fornægtelse af Jesu opstandelse, hans proklamation af at også præster har religionsfrihed og hans kamp mod vejrmøller, når han bombastisk har erklæret, at han ikke tror på, ”at Gud er en gammel mand, der sidder med langt hvidt skæg oppe på en sky”. Men det har været decideret pinligt at høre ham sige, at han har stukket nødløgne til mennesker, der har søgt hans trøst efter dødsfald. Han tror ikke selv på et gensyn og et evigt liv, men har forkyndt det. Derved har han ikke alene sået tvivl om folkekirkens grundlag, men også optrådt illoyalt over for sin menighed.
Siden sagen om Thorkild Grosbøll i 2003 gik verdenspressen rundt som præsten-der-ikke-tror-på-Gud, har rammerne for forkyndelses-friheden i folkekirken været sat ekstra til debat.
Derfor var det ikke muligt at tale sagen om sognepræst Per Ramsdal ned over en kop kaffe i Københavns bispegård, sådan som det måske kunne have været gjort for flere årtier siden. Der måtte en langt tydeligere kirkelig og teologisk markering til. Biskoppen havde dybest set kun valget mellem at rejse en læresag, der kunne have ført til afskedigelse af præsten på grund af hans teologi, og så den løsning, det nu er endt med. En læresag er en både langstrakt og betænkelig affære, og det er grundlæggende forkert at afgøre teologisk strid ved en juridisk domstol.
Derfor måtte den mest mindelige løsning blive sognepræstens fulde bodsgang og hans ja tak til et efteruddannelseskursus i teologi. Men også den løsning risikerer at føje spot til den skade, der er sket. Præsten tror nu på de bekendelsesskrifter, som han for en måned siden ville have skrevet om. Den omvendelse er så stor, at det er svært ikke at blive efterladt med opfattelsen af, at han igen har stukket en nødløgn, denne gang til biskoppen. Derved redder han sit embede og sit levebrød, men hverken sin eller folkekirkens troværdighed.
Folkekirken skal være en kirke med højt til loftet. Men der hersker ikke religionsfrihed. Heller ikke for præster. Det har gårsdagens afgørelse været med til at understrege. Det er en rigtig pointe, at kirken ikke skal afklare sit bekendelsesgrundlag med læresager og afskedigelser, men derimod med undervisning og debat. Og måske skulle lidt flere præster vise mandsmod og selv turde stå ved, at de ikke hører hjemme i kirken som forkyndere af kristendommen, når de ikke selv tror på det, de prædiker.
bjer