USA har haft sin borgerkrig. En grusom krig fra 1861 til 1865, der kostede omkring 655.000 mennesker livet, men som dog i en vis forstand var nødvendig. Dens tema var slaveriet, som unionen under ledelse af den republikanske præsident Abraham Lincoln forbød, men som Sydstaterne ville opretholde.
Sydstaterne tabte, men det er næsten ikke til at holde ud, at der USA i dag, 155 år senere, stadig findes en del racisme over for landets sorte og farvede befolkning, slavernes efterkommere. At det forholder sig sådan, er der desværre alt for talrige tegn på. Det seneste eksempel er en politibetjents brutale anholdelse i Minneapolis af den ubevæbnede afroamerikanske George Floyd, som blev kvalt, da betjenten i over syv minutter holdt sit knæ på mandens strube.
En video af anholdelsen er gået verden rundt, og nu står mange amerikanske storbyer i flammer som følge af vrede demonstranters protester og politiets massive modsvar. Undervejs er selv journalister blevet ofre for politiets gummikugler, ligesom politibetjente har sigtet direkte på pressens folk, der ellers har båret tydelige skilte og veste.
Det er dybt foruroligende. Blandt demonstranterne har der været professionelle ballademagere og tyveknægte, præcis som tidligere ved gadeuroligheder herhjemme. Den slags må politiet forsøge at stoppe, men i den farlige situation, USA befinder sig i, burde det være den politiske ledelses og myndighedernes fornemmeste opgave at få ro på gemytterne. Desværre forsøger præsident Donald Trump det stik modsatte. I det i forvejen stærkt polariserede politiske klima har han for eksempel på Twitter truet med at sætte hæren ind mod demonstranterne og skyde på dem.
Konflikten i USA handler ikke kun om Trump. De enorme spændinger, der efterhånden er bygget op, trækker tråde langt tilbage i tiden. Hans forgænger som præsident, demokraten Barack Obama, fik flere såkaldt progressive tiltag igennem, men han blæste også højt og flot på den mere konservative del af USA. Den del har de seneste godt tre år fået sin hævn med Trump, selvom både hans livsstil, hans løgne og hans uberegnelighed burde være en postkasserød klud i ansigtet på dem, særligt på de mange kristne vælgere.
Man må håbe, at de kommer til besindelse ved efterårets præsidentvalg. Et valg af den demokratiske kandidat Joe Biden er godt nok ingen garanti imod fortsatte uroligheder, men han må anses for det bedste bud på en normalisering og stabilisering. Desværre kan man i det værste scenarie forestille sig, at en tabende Donald Trump vil kaste USA ud i en regulær forfatningskrise, for eksempel ved at påstå, at der har været valgsvindel, og at han derfor ikke vil anerkende resultatet. Coronakrisen kan også blive undskyldningen for at udskyde valget. Man kan kun grue for de videre konsekvenser med en så svært bevæbnet befolkning som den amerikanske.
USA har tidligere overvundet selv store konflikter, takket være dets stærke demokratiske institutioner. Donald Trump har fra sin første dag i Det Hvide Hus sået tvivl om netop dem – om domstolene, om medierne og om det politiske system i almindelighed. Den mistillid gennemsyrer nu store dele af befolkningen.
Landet har derfor brug for en dyb besindelse på sin egen historie og sine værdier, hvis det skal komme helskindet gennem polariseringen. Endnu en borgerkrig er alt andet end nødvendig. Den vil være en katastrofe for USA såvel som for resten af verden.