Hvem stemte Danmark mon på, da notoriske krænkere af menneskerettighederne og religionsfriheden som Rusland, Kina, Pakistan og Cuba i denne uge sammen med 12 andre lande fik plads i FN’s Menneskerettighedsråd for en treårig periode? Det er ikke godt at vide, og det er heller ikke noget, som det er meningen, at danske vælgere får at vide. For de årlige afstemninger i FN’s Generalforsamling om de ledige pladser i rådet er omgærdet af så stort hemmelighedskræmmeri og nøje orkestrerede studehandler, at det har udviklet sig til en diplomatisk deroute til skade for de menneskerettigheder, FN-organet egentlig skulle beskytte.
Der er gode grunde til, at spørgsmål om nationens sikkerhed er klassificerede. I dette tilfælde er der dog efter alt at dømme primært tale om noget for noget-aftaler, som snarere skal sikre landene lukrative poster i andre fora. Den konservative udenrigsordfører, Naser Khader, har ret, når han i dagens avis anfægter, at lande, der overtræder menneskerettighederne, på denne måde er med til at kontrollere andre i rådet. Det er benhård realpolitik, som trumfer transparens.
I den resolution, som i 2006 blev fødselsattesten for FN’s Menneskerettighedsråd, fastslog Generalforsamlingen ellers, at rådets medlemmer skal opretholde de højeste standarder med hensyn til at fremme og beskytte menneskerettighederne samt fuldt og helt kooperere med rådet. Hidtil har undertrykkende regimer mest brugt rådet til at fremme egne dagsordener såsom at kritisere Israel og lukke ned for kritik, hvilket blandt andet har fået USA til at trække sig fra rådet.
Men der er ikke noget alternativ til rådet, som i det mindste fremmer en offentlig debat om menneskerettigheder. Som tidligere udenrigsminister Per Stig Møller (K) så rigtigt tidligere har sagt her i avisen, så ville ”vi bare råbe til hinanden” uden dette forum. Det handler om at påvirke og styrke det indefra, og Danmark har da også sat sig som mål at agere som konstruktiv brobygger i sit medlemskab frem til 2021, ”fordi vi når kun til enighed om styrkelsen af menneskerettigheder, hvis vi lytter til hinanden”, som det så smukt hedder på Udenrigsministeriets hjemmeside.
Dialog handler dog også om åbenhed. Hele den måde, som afstemningsproceduren er bygget op på med så godt som ingen kampvalg om de faste regionale pladser, har udviklet sig til en farce. Rusland, som hjælper med at holde en syrisk krigsforbryder ved magten, og som er under mistanke for at forgifte en oppositionsleder, fik hele 158 stemmer ved afstemningen. Kina, som fængsler sit muslimske mindretal i kz-lignende lejre og masseovervåger sin befolkning, fik godt nok lidt færre stemmer end sidst, men blev stadig sikkert valgt ind. Eneste lyspunkt er, at Saudi-Arabien røg ud, fordi der var fem kandidater til de fire pladser i den asiatiske region.
Det viser, at det ikke er umuligt at påvirke, hvem der bliver valgt ind. Men når ingen kan få indblik i, hvem der stemmer på hvem i Menneskerettighedsrådet, bliver selve ideen med det udhulet på en måde, at det går ud over tilliden til et i forvejen vingeskudt FN-system.