Under andre omstændigheder havde Amalienborg Slotsplads i dag været pakket med tusindvis af festglade danskere, der ville være mødt op for at hylde dronning Margrethe, som fylder 80 år i dag. Coronakrisen og forsamlingsforbuddet har imidlertid sat en stopper for fremmødet, men ikke for den folkelige hyldest. Dronningen vil blive hyldet som aldrig før med den fællessang, som i disse uger har vist sig at være en stærk samlende faktor for danskerne – ligesom Dronningen selv er det.
Der vil blive sunget hjemme i stuerne, på balkoner og i haver, når danskerne mødes hver for sig foran fjernsynet torsdag, både morgen og aften, hvor DR står for fællessangen, eller klokken 12, hvor mange tusinde har meldt sig til at synge fødselsdagssang på Facebook. I alt tegner det til, at mellem en million og to millioner danskere vil hylde monarken, hvis målingerne holder stik.
Nogen større gave end dette synlige bevis på folkets kærlighed kunne dronning Margrethe ikke få. Og hun fortjener den. Hun har været Danmark en i særklasse god dronning i snart 50 år.
Hendes succes beror på hendes dygtighed. Hun sætter sjældent en fod forkert. Som statsoverhoved i et konstitutionelt monarki har hun med kløgt og følsomhed måttet balancere mange hensyn igennem sit lange liv. Allervigtigst har hun skullet veje sin interesse for samfundsudviklingen op mod det, at hun som monark aldrig må blande sig i politik. Hun har formået både at holde fast i traditionen og bidrage til fornyelsen af sin egen og hele kongehusets rolle. Igennem hendes regeringstid er den folkelige opbakning til monarkiet forblevet uanfægtet høj. Noget af den opbakning skyldes den historiske binding mellem nationen, kongedømmet og den slægt, der stadig sidder på tronen. Men at dronning Margrethe samler danskerne og nyder en næsten udelt respekt, hænger i høj grad sammen med hendes person.
Hun fremstår som et meget dygtigt, tænksomt og livsklogt menneske. Hendes nytårstaler og de mange interviews, hun igennem årene har givet til medier eller i interviewbøger, viser det. Hun taler ofte med etisk appel. Hun er et menneske med karakter, følelser og meninger. Så sent som i et avisinterview forleden sagde hun, at ”det vigtigste er, at man er tro mod sig selv”. Derfor kan hun også sige ting, der falder nogle for brystet. Men som regel har hendes ord resonans i folkedybet.
Hun er forbilledligt forankret i kulturlivet, kunsten og kristendommen. Hun går i kirke næsten hver søndag, og mange danskere har oplevet at knæle ved samme alterbord som hende. Hun er både monark og et rigtigt levende menneske, der som alle andre har brug for Guds hjælp.
Netop det var centralt for hendes valgsprog, som afsluttede den korte tale, hun holdt den 15. januar 1972, da hun blev udråbt til dronning ved sin fars død. ”Guds hjælp, folkets kærlighed, Danmarks styrke.”
Vi må tro, at hun har fået og får Guds hjælp; hun har folkets kærlighed, og hun har lige så sikkert virket til Danmarks styrke.
Dronning Margrethes liv har langtfra været nogen dans på roser. Mest sørgeligt er det, at hendes afdøde mand prins Henrik aldrig faldt til i rollen som prinsgemal og til sidst i livet distancerede sig fra hende, så de to alligevel ikke skal begraves ved hinandens side. Dronningen skal en dag ligge i Roskilde Domkirke i respekt for monarkiets tradition og dansk historie. Det følger af pligten. Den har hun taget på sig.
Danskerne skylder hende tak.
Hjerteligt til lykke.