Prøv avisen

En fatwa

Ønsket om en fatwa mod avis og politiker er forstemmende dumt

DET ER DYBT bekymrende, at danske muslimer, der er organiseret i Islamisk Trossamfund, kun vil stille sig tilfreds med domstolenes afgørelse i Muhammed-sagen, hvis de selv ender med at få medhold. De ønsker at få Morgenavisen Jyllands-Posten, avisens chefredaktør og ikke mindst kulturredaktøren, der i sin tid tog initiativ til at offentliggøre de famøse tegninger af profeten Muhammed, dømt. Byretten gav dem ikke medhold i, at tegningerne var ærekrænkende, og hvis landsretten og måske siden hen også Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol heller ikke gør det, vil de have mellemøstlige imamer til at udstede en fatwa, et religiøst dekret, over Jyllands-Posten og alt den væsen.

DET KUNNE AVISEN selv meddele i fredags, men sagen udviklede sig løbet af dagen, fordi Dansk Folkepartis leder, Pia Kjærsgaard, pludselig også blev truet med en fatwa. Hun blev nemlig frifundet for injurier ved byretten. Islamisk Trossamfund søgte at få hende dømt for at betegne rejseholdet af imamer, der rejste til Mellemøsten for at søge opbakning til kampen mod Jyllands-Posten, for landsforrædere. I stedet fik de en dom, der ramte dem i nakken. Der er nu juridisk medhold i at betegne deres sag som netop landsskadelig.

Det hører med til spillereglerne i et demokrati, at man kan søge at få retten på sin side ved at anlægge søgsmål ved landets domstole. Det har muslimske borgere i landet benyttet sig af for at protestere imod Muhammed-tegningerne. Det kan være en fornuftig og civiliseret måde at søge afklaring på. Det er det, retten gør i et vestligt demokrati, hvor rettens ord er lov. Det vil Islamisk Trossamfund bare ikke acceptere. Indtil nu har to byretters afgørelser gået dem imod. Uden for retsbygningen, hvor Pia Kjærsgaard blev frifundet i fredags, reagerede en ophidset talsmand for Islamisk Trossamfund med den slet skjulte trussel til tv-kameraerne: Jeg skal nok komme med en fatwa som svar på det, hun har gjort.

HELDIGVIS HAR FLERE besindige muslimer og muslimske organisationer modsat sig, at religiøse lærde skulle komme med en særlig og religiøst bindende udtalelse i sagen, men forløbet viser med tydelighed, hvor problematisk en række muslimske borgere har det med demokratiets spilleregler og normer. De accepterer ikke rettens afgørelse som en afklaring, for de vil have retten på deres side. Den fundamentalistiske islam, der i udtalelser fra lærde imamer henter sin endegyldige forståelse af, hvorledes samfundet skal indrettes, vil altid være på kollisionskurs med det demokrati, der sætter folkets lov og domstolenes afgørelser over religiøse autoriteter. At søge udstedt et religiøst dekret i Mellemøsten imod en dansk politiker eller en dansk avis, er så forstemmende dumt, at det først og fremmest er en ubehagelig påmindelse om, hvilke konflikter der venter i fremtiden, når integration af radikale muslimer er så umulig, som den forekommer at være.

bjer