Prøv avisen
Leder

Trumps had til pressen er farligt

Erik Bjerager

Erik Bjerager

Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.

Præsident Trump lægger pressen for had. Det er farligt

Omkring 200 amerikanske aviser bringer i dag alle lederartikler som svar på præsident Trumps bastante og vedvarende kritik af pressen. Trumps gentagne beskrivelse af pressen som ”fake news” og ”en fjende af folket” er underminerende for demokratiet. Pressekritik er på sin plads, men ikke pressehad. Derfor tager amerikanske medier helt forståeligt nu til genmæle.

Trump vandt en historisk valgsejr i 2016 ved stort set at føre hele sin kampagne på de sociale medier uden om de etablerede mediers filtre og faktakontrol. Præsidenten har ofte udtrykt foragt for landets store medier, som han betragter som ensidige, ikke mindst aviser som The New York Times, mens han støtter den højreorienterede tv-kanal Fox News. Tv-kanalens manipulerende journalistik kunne danskerne selv smage på i denne uge, da den udnævnte Danmark til at være en fejlslagen socialistisk stat, hvor ingen gider arbejde på grund af skattetrykket.

Trumps presseforagt bidrager til den nedbrydning af respekt for det etablerede samfund og dets institutioner, som forekommer at være en del af præsidentens bevidste politik. Han skaber nyt ved at bryde det gamle ned. Det er det virkeligt farlige ved det politiske opbrud, som finder sted ikke bare i USA, men også i Europa i disse år.

Det er sammenbrud i den folkelige tillid til centrale samfundsinstitutioner. I Europa knytter tillidsbruddet sig ikke mindst til de politikere, der skulle sikre stabiliteten, men undergravede den ved at acceptere en ukontrolleret indvandring. Et velfungerende demokrati har brug for en velfungerende offentlighed, og til den hører en kritisk og troværdig presse. Intet demokrati kan fungere, hvis befolkningen ikke har tillid til sine politikere, myndigheder og presse.

Den tyskfødte jødiske filosof Hannah Arendt, der døde i 1975, gjorde sig mange betragtninger om det totalitære samfunds udvikling, efter at hun rejste fra det nazistiske Tyskland i 1933. Hun anså pressens rolle i et demokrati for at være helt central. Hvis alle altid lyver, er konsekvensen ikke, at man tror på løgnen, men derimod at man holder op med at tro på noget overhovedet, mente hun. Når folk ikke længere har tillid til noget af det, de hører og læser, mister de evnen til selv at tænke klart og evnen til at vurdere. Og med et sådant folk kan man gøre hvad som helst, sagde Hannah Arendt.

Hendes ord faldt, længe før medieverdenen begyndte at bevæge sig i retning af den opløsning af en fælles offentlighed, som især de sociale medier, som blandt andet bragte Trump til magten, er kommet til at repræsentere. Demokratiet vil blive undermineret, hvis borgerne ikke længere kan kende forskel på sandt og falsk. Populismen næres i det oprørte sociale mediehav, hvor følelserne hersker, og hvor man nemt mister orienteringen.

Den megen tale om falske nyheder er med til at mindske den respekt for en fri presse, som altid har sikret mediernes plads i demokratiske samfund. Også herhjemme opleves det, at politikere får større appetit på at kontrollere og ville bestemme over detailforhold i pressen. Det er bekymrende.

Medierne – også i USA – må selvsagt tåle kritik, og alle medier må blive endnu bedre til selvkritik. Ensidighed i journalistikken er en dødssynd, og for eksempel bidrager tyske og svenske mediers helt utilstrækkelige dækning af indvandringens skyggesider til en beklagelig svækkelse af mediers troværdighed. Men generelt er den seriøse presse i de demokratiske lande langt bedre end sit rygte. At lægge den for had er at gøre sig til ”en fjende af folket”.