Prøv avisen

Kristeligt Dagblad mener: En forbilledlig genforening

Af Erik Bjerager, ansv. chefredaktør

Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.

100-året for Genforeningen har lært os meget

Det er næppe tilfældigt, at Tyskland på 100-årsdagen for Genforeningen nu på mandag har besluttet at genåbne sin corona-lukkede grænse for alle danskere. Det er et stærkt signal med historisk vingesus. Tyskland ønsker åbenhed med sine nabolande, og Danmark bør bakke fuldt op om det og styrke fællesskabet på tværs af grænsen. Hellere et europæisk Tyskland end et tysk Europa, som forfatteren Thomas Mann udtrykte det allerede kort efter afslutningen på Anden Verdenskrig.

Danmark har svaret igen med en mere beskeden grænseåbning, dog for alle i Slesvig-Holsten. Forhåbentlig vil alle grænsebomme dog snart gå op igen. For grænsen er ikke bare en linje med 280 nummererede grænsesten fra Skomagerhus ved Krusåen i øst til det fremskudte dige i vest trukket efter folkeafstemningen i 1920. Den er et ”grænseland”, som DR’s store serie om det slesvigske spørgsmål så præcist hedder.

Det er en af lærerne, man må tage med sig fra denne genforeningsfejring, hvis man ikke vidste det i forvejen. Der blev trukket en ny grænse, da sønderjyderne stemte sig tilbage til Danmark, men den gik igennem et grænseland, hvor mange mennesker havde og i dag fortsat har en særlig dobbelt identitet. Nationalfølelsen er stærk i grænselandet, men hos mange blandes det danske og det tyske. Derfor er det så vigtigt med gode rammer for fællesskab på tværs af grænsen.

Fejringen af Genforeningen må ikke skygge for, at den for Tyskland opfattes som et nederlag, og derfor officielt kun ”markeres”. Den nye grænse var for sønderjyder og Danmark en genforening, men for Tyskland et tab. Den både forenede og adskilte og efterlod to mindretal på begge sider af grænsen, som ikke var lykkelige. Overalt i Europa blev der trukket nye grænser efter Første Verdenskrig. I nogle lande udveksledes store befolkningsgrupper, så nationerne fremstod mere homogene og med færre indre spændinger. Det gjaldt Tyrkiet og Grækenland. Men langt de fleste steder blev grænserne trukket efter diktat fra krigens sejrherrer. Det skabte nye mindretal og nye spændinger.

Ydmygelsen af Tyskland såede frøene til den næste store verdenskrig. I 1945 var der igen stærke politiske kræfter herhjemme, der ville flytte grænsen sydpå, så også Sydslesvig blev dansk. Men ”grænsen ligger fast”, lød det kloge budskab fra den pragmatiske efterkrigsregering. En grænseflytning ville skabe et stort tysk og dengang nazificeret mindretal i Danmark, den ville ikke være demokratisk begrundet, og den ville – kunne man frygte – blive kilde til ny tysk revanchisme.

Først 10 år senere med de såkaldte Bonn-København-erklæringer faldt rammerne for, hvordan mindretallene skal behandles, på plads, men der gik endnu nogle årtier, før den fredelige sameksistens havde vokset sig så stærk, at man for eksempel handlede hos hinanden i grænselandet og ikke kun hos den danske eller tyske slagter eller bager.

Udviklingen fra krig og grænsekonflikt til fællesskab og samliv gør det dansk-tyske grænseland til et internationalt forbillede. Det er politisk klogt, at fejringen herhjemme kombineres med markeringen af et dansk-tysk venskabsår, for især Danmark har en interesse i at knytte så tillidsfulde og stærke bånd til det store naboland som overhovedet muligt. Politisk, økonomisk og kulturelt spiller Tyskland en afgørende rolle for Danmark.

Fejringen af Genforeningen tænder nationalfølelsen. Den er vigtig, men skal tæmmes. Det er også en lære af dette jubilæumsår.