Hvad ville man egentlig selv gøre, hvis man var vokset op i fattigdom, havde forældre og søskende at forsørge og ingen udsigt til arbejde eller indtægt?
Man ville med stor sandsynlighed gøre, som mange danskere gjorde i både 1800- og 1900-tallet, da fattigdommen syntes uoverskuelig for dem. De emigrerede til USA, Australien eller Sydamerika i jagten på et bedre liv. Dengang var næsten al ud- og indvandring lovlig. I dag er det i høj grad afrikanere, der udvandrer til Europa, og de fleste gør det ulovligt. Det anslås, at hver anden nigerianer – og der er snart 200 millioner nigerianere – ønsker at rejse til Europa for at prøve lykken. Det anslås, at lige så mange afrikanere fra andre lande ønsker at emigrere. Det siger noget om presset på de europæiske grænser og lande.
I den seneste uge har Kristeligt Dagblad i tre store artikler oprullet en illegal nigeriansk migrants skæbne. Han sidder nu i arresten i Kalundborg og venter på at blive fløjet hjem. Han er udvist. Man kan nemt lade sig forarge over, at han skal henslæbe en del af sit unge liv bag tremmer, nu næsten ni måneder, bare fordi han har forsøgt at skabe en tilværelse for sig selv. Man kan lade sig forarge over, at fattigdommen fortsat er stor i så mange afrikanske lande, at betydelige dele af deres befolkninger efterlades uden nævneværdigt fremtidshåb om en bedre tilværelse.
Men man kan også lade sig forarge over, at de europæiske lande ikke er bedre til at styre den illegale indvandring, end tilfældet er. Europas grænser er hullede som en si, og det er muligt at opholde sig illegalt på kontinentet i årevis.
Den nigerianske mand, hvis færd avisen har beskrevet, kom lovligt til Sverige under dække af, at han var et fodboldtalent. Det viste sig hurtigt ikke at være tilfældet. Han havde betalt en menneskesmugler for at få adgang til Sverige. Derefter gik han under jorden. Han rejste så igennem Danmark og sydpå og mødte på sin 2400 kilometer lange odyssé mod Mallorca ikke en eneste grænsevagt eller politibetjent. På den spanske ferieø opholdt han sig og arbejdede i et par år, inden turen igen gik nordpå. I København levede han som illegal opvasker på en restaurant indtil en aften, hvor politiet mødte op for at kontrollere hans opholdstilladelse. Den var falsk som så meget andet ved hans vidneudsagn til myndighederne.
Det tog ham fire år at blive fanget.
Beretningen om den unge nigerianske mand er tankvækkende læsning, fordi den giver indblik i et menneskes kamp for et bedre liv. En kamp, der er næsten usynlig for de fleste danskere. Men den er også en måde at konkretisere den lange række af dilemmaer på, som den illegale indvandring rummer, og som beskrives i dagens avis: Mange snyder sig til Europa i kraft af et for godtroende og naivt visumsystem. De kommer ind legalt, men går derefter under jorden og bliver illegale.
Som illegal kan man opholde sig længe i åbne lejre i for eksempel Danmark, selvom man ikke har ret til at søge asyl.
Den frie bevægelighed i Europa gør det svært at kontrollere også de illegale immigranters rejser. Og så er der landbruget i Sydeuropa, der ikke vil kunne overleve uden den illegale arbejdskraft.
Megen europæisk politik har i de senere år handlet om netop alt dette. Man kan forudse, at den illegale indvandring vil tage til med befolkningseksplosionen i Mellemøsten og Afrika. Svaret må være langt hårdere grænsekontrol, mindre naivitet og en langt større indsats for at løfte flere ud af fattigdom, så de ikke drives på flugt i jagten på et bedre liv.