Folketinget blander sig hele tiden i borgernes liv. Og næsten altid med begrænsninger. Du må ikke køre for hurtigt på motorvejen. Du må ikke anlægge en ny blomsterkasse i din have, hvis du bor i et naturfredet område. Hvis du vil modtage dagpenge, skal du optjene flere arbejdstimer. Ja, livet er fuldt af forbud og påbud, og det er rimeligt at sige, at lovgivning i sin natur ikke handler om andet end at afgrænse og begrænse, hvad vi skal og må som borgere i samfundet.
Måske er det faktisk denne regulering, alle disse små begrænsninger af den enkeltes totale frihed, der gør, at vi overhovedet kan tale om, at vi har et samfund. Altså noget, vi er fælles om, og hvor der af vores folkevalgte er knæsat nogle bindende normer for, hvad der hører til ordentlig og hensynsfuld optræden, og hvad der ikke gør. At vi kort og godt må optræde civiliseret, også når det ikke flugter med den enkeltes maksimale selvudfoldelse.
For en del medlemmer af Liberal Alliances folketingsgruppe er det tilsyneladende en ny-opdagelse, at det forholder sig sådan. I den på mange måder komplicerede og ikke spor entydige diskussion om, hvorvidt der skal indføres et generelt maskeringsforbud med et specifikt formål – nemlig at hindre kvinder i at bevæge sig offentligt rundt i de heldækkende dragter burka og niqab – har et flertal af LA’s folketingsmedlemmer erklæret, at de vil stemme imod et lovforslag fra den regering, som deres parti leverer seks ministre til.
Det interessante er modstandernes begrundelse. Den blev formuleret her i avisen tidligere på ugen af LA’s integrations- og udlændingeordfører, Laura Lindahl, som blandt andet argumenterede med, at ”det (er) vigtigt, at de virkemidler og værktøjer, vi bruger, ikke indskrænker friheden i vores samfund”. Denne gruppe LA’ere finder det særligt krænkende for friheden, at lovforslaget griber ind i, hvad man kan iklæde sig. Det er der jo god liberal politik i: Naturligvis skal staten ikke diktere, hvad man må gå i af tøj!
Det kunne være hjertevarmende, hvis det ikke var så gratis en omgang. Mens Liberal Alliance har fundet sig i ydmygelse på ydmygelse for at forblive i regering, er her en sag, hvor de rebelske LA-medlemmer tør holde deres liberale fane rigtig højt. De véd, at det er uden risiko. Burkaforbuddet bliver aldrig noget kabinetsspørgmål, og til syvende og sidst satser de på, at Socialdemokratiet kommer og stemmer det hjem, så den regering, som det i praksis har vist sig så vigtigt for LA at være med i, slipper uskadt.
Imens burde LA’s tøjliberalister overveje på hvor mange måder, den regering, de normalt bakker op om, griber ind i folks helt personlige forhold. Grundlæggende støtter regeringen – må man antage – straffelovens blufærdighedsparagraf, der er så indgribende for folks frihed, at den tvinger os til at have et minimum af tøj på, når vi bevæger os uden for hjemmets fire vægge. Selve idéen om at hindre maskering kan heller ikke være helt ny for LA-flertallet, idet det allerede er forbudt at formumme sig ved demonstrationer. Og hvad angår den personlige friheds vilkår, må en meget stor del af al udlændingelovgivning – tænk bare på familiesammenføringsreglerne – være dybt anfægtende for ægte liberale.
Ikke desto mindre er det indgreb, som de fleste anser for rimelige og samfundsgavnlige afvejninger af modstridende hensyn. Et burkaforbud er på mange måder ikke attraktivt, men denne avis har alligevel valgt at støtte det, fordi begrænsningen af en militant, kvindefjendsk afart af islam i det store samfundsperspektiv trods alt er vigtigere end et forsvindende mindretals frihed til at klæde sig på en uhyre uhensigtsmæssig måde.