En gratis politisk omgang til USA's demokrater

Undskyldninger uden anger og konsekvens er intet værd

Otte demokrater har indtil videre annoncereret, at de stiller op i præsidentvalgkampen mod republikaneren Donald Trump, der afgøres i 2020. Flere kandidater kommer helt sikkert til, men allerede nu viser sig en bemærkelsesværdig tendens i feltet. Demokraterne står nærmest i kø for at undskylde fortidens gerninger. En valgstrateg blev i avisen i går citeret for følgende:

”En ting er ved at stå klart: Hvis du er en demokrat, der stiller op som præsidentkandidat, er en undskyldning billetten til startområdet.”

Undskyldningerne handler både om personlige fejltrin og ”forkerte” politiske holdninger. Således har de to senatorer Kamala Harris og Kirsten Gillibrand fortrudt, at de tidligere havde konservative holdninger i rets- og indvandringspolitik. Det er altid en overvejelse i en valgkamp, om man skal lægge sig så langt som muligt fra den siddende præsident for at præsentere et alternativ. Eller om man tværtimod skal nærme sig hans vindersager og gøre indhug i hans vælgerbase. Indtil nu har demokraterne altså valgt at gå i den identitetspolitiske retning og slå sig op på politisk korrekthed – stik modsat Trump. Han har haft succes hos sine vælgere med at opføre sig gennemført skamløst i en kultur præget af skam. Med demokraternes aktuelle undskyldningsmani er der om ikke andet et klart alternativ for vælgerne til Trumps politiske ukorrekthed.

Men det er netop en mani med de omsiggribende undskyldninger. Amerikansk politik er ikke det eneste sted, hvor skamfuldheden breder sig. I europæiske museumskredse er man langt med at gøre fortidens synder ”gode igen” ved blandt andet at ændre titler på malerier, så de ikke virker stødende på de portrætterede (og som regel for længst afdøde) personer. Eller ved på politisk niveau at overveje at undskylde for kolonitiden.

Sidst denne debat blev ført i Danmark, var i forbindelse med jubilæet for salget af De Vestindiske Øer. Der er stærke kræfter på øerne, der gerne så danske politikere undskylde – og kompensere økonomisk – men det var godt, at de holdt stand. Kolonitiden var ingenlunde uproblematisk. Men det er forkert at sige, at datidens koloniherrers rædsomme handlinger er holdt hemmelige. Masser af nyere forskning og formidling har bragt alle de ubekvemme sandheder om vore forfædres handlinger frem i lyset – og det er indiskutabelt godt. Men skal en nuværende og i historisk perspektiv vilkårlig dansk statsminister sige undskyld på vegne af fortidige landsmænds forbrydelser? Nej.

En undskyldning vil ofte komme bedst i stand mellem de direkte implicerede: offer og bøddel. Men man kan som individ godt bære andres skyld og sige undskyld på andres vegne. En stat kan udmærket give meningsfulde historiske undskyldninger, hvis de direkte implicerede eller deres umiddelbare efterkommere stadig lever. Tidsaspektet er væsentligt, og man kan komme så langt tilbage i fortiden, at undskyldninger er meningsløse. Så bliver de bare en tom gestus.

Men når det er sagt, hører det også med – og det glemmer de demokratiske kandidater i USA tilsyneladende – at der til en undskyldning hører anger, syndsbevidsthed og konsekvens. Alt for sjældent tager nutidens politikere konsekvensen af deres undskyldninger. Det er, som om, at siger man blot det magiske sesamord ”undskyld”, er alting godt. Vælgere kan som regel gennemskue hykleriet, så politikerne straffes undertiden ved stemmeurnerne. Men det bliver en fattigere politisk kultur for alle, når undskyldninger aldrig har konsekvenser.