Uanset hvordan klimatopmødet i København ender i dag, har det med stor succes sat en global dagsorden af historiske dimensioner. Forude venter nu en industriel revolution af mindst samme størrelse som den, der i 1800-tallet skabte den moderne industriøkonomi. Ikke bare Vesten, men hele kloden må indse, at en omstilling fra brugen af fossile brændstoffer – olie, benzin og kul – til nye energikilder, der ikke løber tør, er en uomgængelig nødvendighed. Det vidste de fleste vel godt, men topmødet har gjort det klart, at uret tikker.
Klimatopmødet har dybest set ikke handlet om klima, men om, hvordan vi indretter vores samfund og livsform på en bæredygtig måde.
Hvis alle på kloden kunne leve med samme ressourceforbrug, som vi gør i Danmark, skulle klodens nuværende ni milliarder mennesker bruge ressourcer fra, hvad der svarer til seks jordkloder, viser en beregning. Den livsform er indlysende uholdbar, ikke mindst fordi nye milliarder af mennesker alle aspirerer efter Vestens levestandard.
Det realistiske svar på den miljø- og klimaudfordring, vi står midt i, er ikke, at den rige verden skal klæde sig i sæk og aske. Vesten bør, som anført i gårsdagens avis, betale u-landene langt mere i klimakompenserende u-landsbistand, end der hidtil har været vilje til.
Men den store fælles udfordring ligger i at kunne skabe fortsat vækst i samfundet uden at belaste miljøet. Vækst udtrykker dybest set det enkelte menneskes mulighed for at skabe og handle frit, fordi vækst er ambitionen om at skabe noget, der gør morgendagen bedre end i dag.
Derfor er nulvækst eller negativ vækst ikke en vej frem.
En del af det paradigmeskifte, der venter forude, ligger i udviklingen af begrebet grøn vækst. Eksportstatistikken viser allerede, at der er et stort marked for miljø- og energi teknologier, der fremmer bæredygtighed.
Den grønne vækst skal blandt andet skabes af omlægningen fra benzin- til eldrevne biler, der tanker batterierne op om natten på billig strøm fra vindmøller, som kører døgnet rundt. Væksten skal komme fra nye sociale normer, der tilsiger, at den acceptable adfærd bliver at indrette sig med energibesparelser og isolering af huse, der fremover vil blive varmet op af energi fra jordvarme, soldrevne kilder, vind eller noget helt nyt.
Landbrug, industri og alle andre dele af samfundet vil komme til at undergå en omvæltning, der betyder, at hensynet til miljø og ressourcer kommer i højsædet, fordi klodens befolkning ganske enkelt bliver nødt til at leve modent og ansvarsfuldt.
Det er ikke kun gjort med topmødeaftaler. Det kræver også personligt engagement og omtanke. Alle kan gøre noget. Men det politiske liv skal vise vejen med regelsæt og økonomiske incitamenter, der fremmer udviklingen hen imod en bæredygtig livsform.
Danmark bør være et foregangsland i verden på dette område. Den grønne vision har paradoksalt nok altid været venstrefløjens, selvom den socialistiske verden med sin uhæmmede forurening og grænseløse miljøsvineri ikke burde tilsige det. Bæredygtighed og grøn politik bør være et borgerligt særkende, fordi bevidstheden om, at alle er del af en historisk sammenhæng og har ansvar for kommende generationer, er en del af den borgerlige grundtanke.
Selv for de mest klimaskeptiske danskere, som måske ikke tror på videnskabens ord om, at CO2-udslippet udgør et problem, bør visionen om at skabe et bæredygtigt, miljøvenligt samfund være indlysende rigtig. Et Danmark, der indretter sig på, at olie- og kulressourcerne ikke varer evigt, kan være forbillede for, hvordan kloden kan omstille sig, så også kommende generationer kan leve i frihed og med en velstand, som de færreste af os ønsker at opgive.