Det er med berettiget bekymring, at politikere, økonomer og aktiemarkederne i disse dage følger med i kædereaktionen af amerikansk-kinesiske gengældelser, hvor vi på konflikttrappen efterhånden er få skridt fra en regulær handelskrig mellem verdens to største økonomier. Det kan få alvorlige konsekvenser for verdensøkonomien og hele den måde, det globale frihandelssystem er bygget op på – og dermed ramme os alle sammen på pengepungen.
Selvom Donald Trump nu pludselig nægter at have indledt en handelskrig, har præsidenten tidligere proklameret, at ”handelskrige er gode og nemme at vinde”. Med sin isolationistiske opfattelse af samhandel – hvor kun amerikansk eksport er godt, mens import er et alt for dyrt onde – er han tro mod sin Amerika Først-doktrin, hvor det gælder om at sikre arbejdspladser for sine kernevælgere, der med rette ser sig som globaliseringens tabere. Men Trump har ikke forstået, at told- og grænsemure er et fattigt svar på USA’s udfordringer.
Foreløbig har hans straftold på kinesisk stål og aluminium nemlig udløst en øje for øje-spiral, som stik imod hans intentioner kan ende med at koste amerikanske arbejdsplader, nu da Kina vil gøre amerikanske sojabønner, whisky og over 100 andre produkter 25 procent dyrere, hvis de skal ind på det kinesiske marked. Donald Trump har ret i, at de stadig mere offensive kinesere ikke skal have lov til at fortsætte med deres milliardtyveri af intellektuel ejendom og patenter i form af billige kopivarer. Men i stedet for at køre på med toldbandbuller, der også støder på modstand i hans eget parti og hos store dele af amerikansk erhvervsliv, bør den slags tvister løses i det regelbaserede system under Verdens-handelsorganisationen WTO, som Kina også har tilsluttet sig.
Det er et system for den frie verdenshandel, hvor USA i mere end syv årtier har været den moralske drivkraft. Det har uden tvivl sine mangler – de samspilsramte Doha-forhandlinger siden årtusindskiftet vidner herom – men det er trods alt et system, hvor 164 lande i fællesskab aftaler regler for deres samhandel i form af stadig lavere toldsatser – og hidtil har prøvet at løse tvister gennem mægling.
Trumps indledende øvelser til en handelskrig sår tvivl om hele denne måde, verdenshandelen fungerer på.
Ved foreløbig at undtage eksempelvis Canada, EU-landene og Sydkorea fra straftolden på stål og aluminium formår han at spille WTO-lande ud mod hinanden, da de hver især nu gør deres hoser grønne hos USA for at undgå at blive ramt. Det styrker USA’s forhandlingsposition, men underminerer det multilaterale system, hvor frihandel igennem årtier har været en garant for øget velstand for millioner af mennesker.
Men hvis WTO-systemet bliver ødelagt, er hvert land sig selv nærmest, og her vil især verdens fattigste lande stå alene tilbage uden en stemme.