Dyb krise i det britiske kongehus er udtryk for privilegie-blindhed

Måtte Europas velfungerende kongehuse lære af skandalen i det britiske, skriver Kristeligt Dagblads chefredaktør Erik Bjerager i lederen

Arkivfoto.
Arkivfoto. Foto: Pool New/Reuters/Ritzau Scanpix.

Det lignede mest af alt en kulørt historie, som især de britiske tabloidaviser svælgede i, men i den seneste uge er sagen vokset til en massiv skandale, som svækker den folkelige opbakning til hele det britiske kongehus. Sagen bliver med sikkerhed fulgt tæt af rådgiverne i alle europæiske monarkier, for den viser, hvor galt det kan gå, når denne verdens rige og priviligerede mennesker mister kontakten med den virkelighed, som de fleste mennesker lever i.

Den britiske dronning Elizabeths mellemste søn, prins Andrew, beskyldes for at have deltaget i sexmisbrug af unge piger hos den berygtede amerikanske finansmand Jeffrey Epstein. Epstein selv begik selvmord i et amerikansk fængsel i sommer efter yderligere anklager om misbrug af unge piger.

Rigmanden omgav sig med unge piger overalt, så de angiveligt kunne stå til rådighed for hans venner, og prins Andrew var en dem. Han benægter beskyldningerne om sexmisbrug, men da sagen er vokset dag for dag, lod han sig i lørdags interviewe af britiske BBC for at forklare sig og til dels beklage sin kontakt med den nu afdøde rigmand.

Interviewet er siden blevet beskrevet som den måske største pr-katastrofe for det britiske monarki. Prins Andrew, 59 år, som ganske illustrativt selv udtrykte tilfredshed med interviewet, fremstod, som om han levede i en anden verden, hvor for eksempel jagt er noget, man helt naturligt bruger sin weekend på. Han viste ingen medfølelse med de misbrugte piger. Han havde knapt haft blik for dem. Og han angrede ikke.

Virksomheder, der har støttet hans velgørenhedsarbejde, takker nu nej til ham, og universiteter, hvor han beklæder æresposter, fratager ham dem. I et forsøg på at inddæmme skaderne frasagde han sig i onsdags – angiveligt efter pres fra sin mor, dronningen – alle officielle pligter. Britiske medier spekulerer i, om han har en fremtid som repræsentant monarkiet og anbefaler, at antallet af royale med offentlige pligter reduceres. Han er på rekordtid blevet en persona non grata. Men sagen handler om mere end ham. Han symboliserer, hvor let og farligt det er for en adel og privilegeret klasse at miste jordforbindelsen.

Europas monarkier lever og overlever i et følsomt spændingsfelt. På den ene side er de kongelige ikke som alle andre, men på den anden side må de heller ikke være så langt fra den hverdag og det værdisæt, som er almindelige borgeres, at de fremstår som en karikatur af mennesker.

Monarkierne bestemmer selv, hvor længe de vil overleve. Engang levede folket på monarkens nåde. I dag lever monarken på folkets nåde. Fraskriver den kongelige familie sig folkets gunst, vil monarkiet bryde sammen. At være privilegeret som kongelig kræver et særligt ansvar og en udviklet dømmekraft. Når man bliver blind over for sine privilegier, går det galt som nu i Storbritannien. Måtte Europas velfungerende kongehuse lære af skandalen i det britiske.