Prøv avisen
Leder

En kunstners trygge livsløgn

Af Morten Rasmussen, nyhedsredaktør

Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.

Prisvinders tale er udtryk for et kunstmiljø uden selvkritik

Man lærer noget nyt hver dag. Og i den tale, som forfatter Jonas Eika holdt tirsdag aften efter at have modtaget Nordisk Råds eftertragtede litteraturpris, kunne man så erfare, at statsminister Mette Frederiksen (S) står i spidsen for statsracisme, og at der i Norden eksisterer en ”forestilling om den hvide majoritets eksklusive ret til national velstand og sikkerhed”.

Jonas Eikas harske kritik afholdt ham dog ikke fra at modtage de 350.000 kroner, som ”kapitalens dødsmaskiner” og ”den hvide majoritet” havde doneret sammen med den eftertragtede litteraturpris.

Mere principiel er systemkritikken trods alt ikke, og netop det illustrerer, hvordan Jonas Eika dybest set er mere optaget af den anerkendelse, han kan opnå i store dele af kunstnermiljøet, når han stempler andre mennesker, end han er af at forstå årsagerne til, at en stor del af befolkningen har en anden holdning til udlændingepolitikken, end han selv har.

Derfor er Jonas Eikas tale på ingen måde udtryk for hverken mod eller nødvendig systemkritik, hvilket flere ellers har rost ham for. Den er nærmere udtryk for en kunstner, der befinder sig bedst i en boble, i en tryg livsløgn, hvor man vinder kapital – både i overført og konkret betydning – på at fastholde og udbygge et fjendebillede, hvor man sågar vover at kæde det at være hvid sammen med onde hensigter og umenneskelighed.

Kunsten skal turde udfordre og undersøge. Når eksempelvis Henrik Pontoppidans ”Lykke-Per” har overlevet i 120 år som et hovedværk i dansk litteratur, er det uden tvivl på grund af forfatterens åbenlyse nysgerrighed efter at skildre både mennesker og tidsånd uden fastlagt intention om at proppe en firkantet konklusion ned i halsen på læseren.

Her vidner Jonas Eikas evne til at beskue verden mere om et menneske, der er så farvet af tidsånden og sit eget segments blinde vinkler, at han har fralagt sig evnen til selvkritik. Han bruger sin takketale til at fremstå som repræsentant for en særligt original tanke, et opgør med konformismen, men forfalder selv til en trist konformitet og uoriginalitet, serveret med flade floskler og en tydelig mangel på empati over for dem, der ikke måtte mene det samme som han.

At en stram udlændingepolitik i snart 20 år har haft opbakning fra et stort flertal af befolkningen, er naturligvis ikke ensbetydende med, at man ikke skal tage højde for de menneskelige konsekvenser, denne politik har. Men når Jonas Eika – med skulderklap fra prominente forfattere som Carsten Jensen og Merete Pryds Helle – kaster sig ud i påstande om ”statsracisme”, skylder han samtidig at stå ved, at også hans holdning har en menneskelig pris, at alternativet til en stram udlændingepolitik hidtil ikke har vist sig at være et samfund, ubetinget præget af ”kærlige og kreative kræfter”.

Kunstnere har en privilegeret position og adgang til den offentlige debat, som hverken skolelærere, tømrere eller sosu-assistenter kommer i nærheden af.

Det er på mange måder en kvalitet, da kunsten ofte tilbyder et ganske særligt perspektiv, en åndelig dimension til diskussioner, der ellers ofte kan ende i ren materialisme og nyttetænkning. Men kunstens udøvere har også en forpligtelse til at forvalte dette særlige privilegium med ansvar. Og der er intet ansvarligt eller originalt i fraser som ”statsracisme” og ”den hvide majoritet”, der mest af alt fremstår som en afliring af floskler fra et amerikansk universitetsmiljø, hvor en sekterisk identitets-politik skygger for empati og viljen til at sætte sig i andres sted.