Aldrig har så mange mennesker bedt om en økonomisk håndrækning til at komme igennem julen, og aldrig har velstanden i Danmark været højere. Det er blot et af paradokserne, som er kommet frem i den traditionsrige presseomtale af almennyttige organisationers indsats for at hjælpe samfundets fattigste med en julekurv eller et gavekort til købmandsvarer. Organisationer som Frelsens Hær, Røde Kors, Dansk Folkehjælp, Børnenes Kontor og Samvirkende Menighedsplejer fortæller, at uddelingen af julehjælp igen i år slår rekord, som den snart har gjort i 10-15 år. Samtidig får tusindvis af ansøgere nej til den hjælp, de søger om.
Et andet paradoks er, at man også har kunnet høre en præst, politiker og medlem af Folketinget Christian Langballe fra Dansk Folkeparti, kritisere menigheden i Vejen Kirke i Sønderjylland for at dele julehjælp ud, primært til muslimer. Historien blev omtalt her i avisen i torsdags, og for nogle læsere består det paradoksale i, at netop muslimer kan finde på at søge julehjælp, når de nu ikke fejrer jul. Andre ser det største paradoks i, at en præst mener, at kirken skulle sortere ansøgere til julehjælp efter, om de har den rette tro eller ej.
Den voldsomme debat var til at forudse. For eksempel er Frelsens Hær år efter år blevet kritiseret for præcis det samme – at den som en kristen organisation giver penge og hjælp til muslimer. Nu skal man ikke lede længe i Bibelen for at finde bud om at hjælpe ”den fremmede iblandt jer” eller eksempler på, at Jesus hjælper mennesker i nød uanset deres religiøse ståsted eller nationale baggrund. For slet ikke at nævne Bjergprædike-nens alvorlige udsagn om at gøre godt mod sine ”fjender”. Ligesom man kan finde belæg for, at kristne har pligt til at hjælpe andre kristne.
Dermed kan nogen måske få øje på et dilemma, for når kristne organisationer og folkekirkelige sogne skal fordele julekurve, hvordan så prioritere mellem kristne og muslimske ansøgere, der er lige fattige?
Svaret er det banale, at det skal man ikke. Når folk beder om hjælp, bør man ikke spørge om deres tro. Kigger man alene på, om ansøgernes navne er dansk- eller fremmed-klingende, risikerer man også at gå galt i byen, hvis det primære formål skulle være at sikre hjælp til de mest trængende kristne. Mange fattige udlændinge her i landet er nemlig kristne flygtninge og asylansøgere, som lever på de laveste offentlige ydelser, og som især burde kunne komme i betragtning til hjælpen. Det er ikke altid let at vurdere menneskers reelle behov, og desværre er det nok fortsat sådan, som Kristeligt Dagblad skrev tilbage i 2010, at de allerfattigste slet ikke søger hjælp i julen, ofte fordi de er ude af stand til at gøre det. Når det er sagt, handler hjælpen typisk om en engangsstøtte på 500-800 kroner eller naturalier for samme beløb. Hvis vi ikke under de dårligst stillede den gave uanset religion, er vi blevet noget fattigere, end man skulle tro.