En lærke letted’, mens storken sidder på bondens tag. Spurven sidder stum bag kvist, men nu er viben kommen. Snart falmer skoven trindt om land, og fuglestemmen daler, så jeg gik mig ud en sommerdag at høre fuglesang.
Som denne – lidt uskønne – sammenskrivning illustrerer, er den danske sangskat et livligt virvar af fugle og lystig kvidren. I både salme- og højeskolesangbog har flere af vores største og mest betydningsfulde digtere som Grundtvig, Ingemann og Jeppe Aakjær, skildret kristendom, kultur og natur gennem alskens fuglearter. Og dertil kommer forfatterne og malerne: Martin A. Hansen skrev om både sneppen og agerhønen, Johannes V. Jensen digtede om solsorten, og det siger sig selv, hvorfor Johannes Larsen er kendt som ”fuglemaleren”.
Spørgsmålet er, om kunstnerne i dag kunne gøre det samme. For fuglestemmen daler ganske rigtigt, men det gør den hele året, ikke kun om efteråret. Lærken er ligeledes lettet, og desværre vender den i stadig mindre grad tilbage til Danmark. Det samme gælder viben, der ikke er kommen, men nærmere forsvunden, så bestanden i de seneste 40 år er blevet reduceret til en femtedel. Der er kort sagt færre fugle i Danmark end tidligere. Ja, samlet set er der i Danmark i dag næsten tre millioner færre fugle end for 40 år siden, viser en opgørelse, som Dansk Ornitologisk Forening offentliggjorde tidligere på året.
Ud fra et nyttesynspunkt gør det ikke den store forskel, om der er lidt færre eller flere fugle i Danmark. Vi skal nok klare os. Ja, måske klarer vi os endda bedre økonomisk og materielt, da fuglenes tilbagegang jo er prisen for et landbrug, der er blevet stadigt dygtigere til at opdyrke stadig mere jord.
Den typiske reaktion fra politikere og interesseorganisationer, når talen falder på truet natur, er derfor også at pege på landbruget. At kritisere landmændene for at kere sig mere om forretning end fuglesang, fulgt op af varsler om sanktioner og begrænsninger.
Der er altid god grund til at sikre bæredygtigheden i et erhverv, der opdyrker cirka 60 procent af Danmarks samlede areal. Men man kan ikke gøre det med troværdighed, hvis man ikke samtidig overvejer sit eget ansvar, herunder den økonomiske vilje til at sikre en landbrugsproduktion, der ikke kun sikrer billige koteletter, men også lærkesang.
For realiteten er jo, at landmænd – på linje med tømrere, advokater og skohandlere – sælger deres varer til den pris, markedet efterspørger. Og når supermarkedet kan sælge to kilo kyllingelår for 29,95 kroner, er der åbenlyst ikke mange penge tilbage til naturpleje, når alle udgifter i kæden fra gård til butik skal dækkes.
Natursyn, som Kristeligt Dagblad netop har skrevet om i en større serie, handler jo ofte om det åbenlyse dilemma mellem økonomisk vækst og biologisk mangfoldighed. Er naturen til for vores skyld, eller har den en værdi i sig selv?
Ja, når man synger Ingemann og Grundtvigs salmer eller læser Martin A. Hansens ”Løgneren”, hvor der nævnes mere end 30 fuglearter, står det klart, at man tidligere fandt en storhed og en inspiration i naturens livskraft. Men i takt med at stadigt færre af os lever på landet, kan man frygte, at afstanden mellem holdninger og handlinger vokser, så vi med den ene hånd melder os ind i en miljøorganisation, mens vi med den anden fisker en billig flæskesteg op af køledisken. Ændres den adfærd ikke, vil fuglesang i stigende grad være begrænset til salme- og højskolesang.