EU mangler sjældent store ord. Enhver ny EU-Kommission synes at ville overgå den foregående i svulstigheder, og den kommission, der nu er på trapperne, ser ikke ud til at blive nogen undtagelse. Den kommende formand, Ursula von der Leyen, har præsenteret sit hold af 26 kommissærkandidater og deres ressortområder. Traditionen tro skal de alle igennem en hørings- og godkendelsesrunde i Europa-Parlamentet, der formentlig også som tidligere vil afvise en eller flere af kandidaterne for at demonstrere magt og vælde. Allerede nu kan man gætte på, at den ungarske kandidat som kommissær for naboskabspolitik og udvidelse, László Trócsányi, får det svært. Det samme gælder Polens Janusz Wojciechowski, som skal være landbrugskommissær.
Det er en af EU’s svøber, at til trods for alle store ord er rummeligheden for nationale, religiøse og politiske afvigelser fra den udstukne hovedlinje minimal. Spektakulært illustreret i 2004, da den italienske katolik Rocco Buttiglione blev afvist som kommissær, fordi han havde udtalt sig imod homoseksualitet.
Nærlæser man Ursula von der Leyens retningslinjer for den nye kommissions arbejde de næste fem år, er billedet det samme – at der findes et sæt af politiske idéer, som på næsten magisk vis skulle binde alle europæere sammen, og som en ny kommission vil arbejde for. Det fremgår også af et brev, formanden har sendt til de kommende kommissærer, at hun forventer, at de arbejder som et hold, og at de forsvarer de beslutninger, de når frem til. Fuldstændig som ministre i en dansk regering også forventes at holde sammen udadtil.
Kan hænde, at det er nemmere, men måske ville det ikke skade at tillade kommissærerne at være indbyrdes en smule uenige og spejle de forskellige politiske og nationale baggrunde, de faktisk har, også udadtil. Er der én ting, de seneste fem til ti års politiske udvikling har vist, er det, at EU bør optræde med langt større fleksibilitet over for de nationale, kulturelle, religiøse og politiske forskelle landene imellem.
Vel er en lang række problemer i det moderne samfund grænseoverskridende og løses bedst på tværs af landegrænser. Det gælder for eksempel klima- og miljøproblemerne, folkevandringerne og beskatningen af store, internationale virksomheder. På de områder anslår den kommende kommission nogle rigtige toner, men det kniber med at holde balancen, når Ursula von der Leyen samtidig vil indføre minimumslønninger i EU. Sådan noget passer rigtig dårligt til den nordiske samfundsmodel og vil næppe øge opbakningen til det europæiske samarbejde, som er mere påkrævet end nogensinde.
I forhold til folkevandringer har den kommende kommissionsformand fundet på en avanceret titel til den kommissær, der skal stå for beskyttelsen af Europas grænser, grækeren Margaritis Schinas. Han får navn af kommissær for beskyttelse af den europæiske levevis. Hvad det så end er. Nogle europæere lever i yderste fattigdom, andre i rigdom. Nogle nyder demokratiske rettigheder, mens andre stadig kæmper for dem. Nogle er katolikker, andre protestanter, muslimer eller ateister. Nogle bor i højskattesamfund med offentlig finansieret velfærd, mens andre må forsikre og betale sig fra det meste. Tænk, hvis den nye kommission havde mindre travlt med at skrive forkromede, føderale idealer og bare koncentrerede sig om at løse de opgaver, der virkelig presser sig på for Europa. Tænk, hvis den ikke bad om bøvl fra dag ét.