Prøv avisen

En meningsløs undskyldning

Det gamle danske fort i Christiansted på St. Croix set fra søsiden. På de tidligere dansk vestindiske øer foregik der et barbarisk slaveri, som skal belyses historisk. Men hvem var de skyldige? Foto: Morten Rasmussen

Danmark bør ikke undskylde slaveriet i Dansk Vestindien

I 1917 solgte Danmark sin sidste koloni, De Vestindiske Øer i Caribien, til USA. Her havde danske plantageejere frem til slaveriets afskaffelse i 1848 bare et enkelt år før demokratiets indførelse herhjemme drevet især sukkerrørsplantager ved brug af afrikanske slaver.

Danskerne var hverken værre eller bedre slaveejere end andre, og landet var ikke det første til at forbyde slaveriet, som myten ofte har lydt. Derimod var Danmark første land i verden, der forbød handel med slaver fra 1803.

Frem mod 100-året for salget af Dansk Vestindien i 2017 søger lokale borgere og politikere at få Danmark til at undskylde for kolonitiden og det barbariske slaveri.

LÆS OGSÅ: Om slaver og slaveejere i Vestindien

En sådan undskyldning vil imidlertid være meningsløs. Den opfattelse havde daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) i 1998, da han afviste at undskylde i forbindelse med 150-året for slaveriets ophævelse. Man kan ikke undskylde for, hvad tidligere regenter og regeringsledere har gjort, lød argumentet. Det er ikke helt rigtigt, men det var det i situationen.

I de senere årtier har det politiske liv været fuldt af undskyldninger over historiske fejltrin. Nogle har været velbegrundede, andre decideret latterlige. Til den sidste gruppe hører den undskyldning, som en stamme fra Ny Guinea for seks år siden gav på vegne af deres forfædre, der som kannibaler havde spist fire missionærer fra Fiji-øerne.

Blandt de meningsfulde undskyldninger har været dem, der kom frem under arbejdet i den sydafrikanske Sandheds- og Forsoningskom-mission om apartheids forbrydelser. Det samme gælder Tysklands undskyldninger for jødeudryddelsen under Den Anden Verdenskrig. Og daværende statsminister Anders Fogh Rasmussens (V) undskyldning for, at Danmark i 1930erne havde udleveret jødiske flygtninge til døden i Nazityskland.

Fælles for disse undskyldninger er, at de berørte mennesker eller deres umiddelbare efterkommere fortsat lever. En undskyldning for en historisk forbrydelse er en anerkendelse af skyld og ansvar og kan derfor virke forsonende og lindrende.

En manglende undskyldning kan derfor også være en menneskelig og politisk belastning. Tyrkiets uvilje mod at anerkende folkedrabet på armenierne under og efter Første Verdenskrig er således en aktuel kilde til betydelig konflikt og en af forhindringerne for Tyrkiets optagelse i EU.

Men undskyldninger over historiske forhold, der går langt tilbage, er meningsløse. Skal Danmark beklage vikingernes hærgen i England for 1000 år siden? Eller blodbadet i Stockholm for knap 500 år siden?

Ethvert åbent og demokratisk land må selvsagt se sin fortid i øjnene og lære af den. Det har Danmark også gjort. Er der dele af den danske deltagelse i slaveriet eller forhold i kolonitiden, der endnu ikke er blevet belyst, må historikere gøre det.

Men det er farligt at dømme fortiden med nutidens målestok og moralske normer. Hvem var de skyldige? Danmark var aktiv i slavehandlen, men uden hjælp fra arabere og afrikanske høvdinge kunne den ikke lade sig gøre.

De, der stiller krav om undskyldning for historiske overtrædelser, påtager sig ofte en offerrolle, der har den afledte virkning, at den dækker over egen utilstrækkelighed. Dansk Vestindien, der i dag hedder De Amerikanske Jomfruøer, var en fattiggård, da øerne blev solgt, og befolkningen har ikke til fulde formået at løfte sig ud af den fattigdom siden.

Ingen er tjent med at lade en dansk undskyldning skjule den kendsgerning. Den lokale befolkning er derimod tjent med at lægge fortiden bag sig og påtage sig ansvaret for egen fremtid. bjer