På toppen af Danmarks litterære landskab troner i disse år Leonora Christina Skov. Hendes bog ”Den, der lever stille”, en personlig fortælling om en dominerende mors evne til at påføre omgivelserne en ødelæggende skyld og skam, blev en gigantisk bestseller med mere end 145.000 solgte eksemplarer og blev blandt andet belønnet med De gyldne laurbær i 2019.
Nu er hun så aktuel med opfølgeren, den også selvbiografiske ”Hvis vi ikke taler om det”, som ud fra den femstjernede anmeldelse, anmelder Nils Gunder Hansen gav den her i avisen i går, ser ud til at have potentialet til atter at skabe litterær begejstring hos læserne. På et punkt mener anmelderen dog, at forfatterens gengivelse af virkeligheden er fordrejet, måske for ”at stramme narrativet om Leonora mod resten af verden”, som det lød i anmeldelsen. Det drejer sig om, hvordan Nils Gunder Hansen som formand for Statens Kunstfond i 2010 var med til at tildele Leonora Christina Skov det treårige arbejdslegat. I bogen beskrives det, hvordan kunstfonden i sin tale skamroste samtlige modtagere, dog ikke Leonora Christina Skov, som blev opfordret til at skrive en anden slags bøger. Selv husker Nils Gunder Hansen dog situationen på en markant anden måde, nemlig som en opfordring til, at Leonora Christina Skov afprøvede sit litterære talent i andre genrer.
Det kan og skal ikke på denne plads konkluderes, om anmelder eller forfatter har ret, men de to forskellige opfattelser af samme, for øvrigt ret banale hændelse illustrerer ganske tydeligt det etiske dilemma ved den bølge af såkaldt autofiktion, der præger bestsellerlisterne i disse år: at vi som mennesker ofte er ganske dårlige til at kaste et lige så kritisk blik på os selv som på andre.
Autofiktion er en klassisk genre, som blandt andre Marcel Proust, James Joyce og Philip Roth har skabt litterære storværker i. Genren fik så for godt 10 år siden en opblomstring med Karl Ove Knausgårds mammutværk ”Min kamp”. Netop ”Min kamp” skabte voldsom debat om forfatterens etiske ansvar, da Knausgård ganske detaljeret udstillede både sin alkoholiske far, sin familie, sin hustru og sine venner.
Men fortællingen havde også det forsonende element, at Knausgård var mindst lige så nådesløs i sin selvkritik som i sin søgen efter ydre forklaringer på livets besværligheder. Han skriver om at være en vrissen og ikke-nærværende forælder, en selvoptaget ægtemand, sine egne problemer med alkohol og om i det hele taget at føle sig utilstrækkelig. Efter endt læsning sad man ikke med en facitliste, en opdeling i gode og onde personer, men i et utal af nuancerede overvejelser om almenmenneskelig svaghed.
Leonora Christina Skov er bestemt ikke ukritisk over for sig selv, men i et stort interview, bragt i denne avis for knap en uge siden, kunne man dog forstå, at hun ikke ville ”skamme sig over at fortælle sandheden”, ligesom hun ikke så nogen grund til at sige undskyld til nogen af dem, hun havde skrevet om.
Denne skråsikkerhed kan i sin fandenivoldskhed være charmerende, men er dog også en påmindelse om, hvordan man som læser skal forholde sig til selve autofiktion-genren: som et partsindlæg.
Autofiktion er på mange måder den perfekte litterære genre til en tid, hvor vi på sociale medier vil fremstille os selv fra vores bedste side. Både på Instagram og i litteraturen skal man dog huske, at et forskønnende filter, der fjerner livets ridser og rynker, ikke er virkeligheden.