En modig økonomisk plan

Regeringens plan for statens økonomi er ambitiøs og politisk klog

En modig økonomisk plan

Både statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) er kendt som pragmatiske og dygtige politiske håndværkere. Det vidner den omfattende helhedsplan for dansk økonomis udvikling frem mod 2025 om.

Planen, der blev fremlagt i går, er både ambitiøs og midtersøgende i sin bestræbelse på at tilpasse dansk økonomi til de store udfordringer, der ligger lige for. Lavere skat (det skal kunne betale sig at arbejde), mere vækst, bedre vilkår for erhvervslivet, reduceret SU, pension til alle og meget mere. Der er ingen smarte eller hurtige løsninger. Mange ting skal gøres samtidig. Derfor en helhedsplan. Det er fornuftigt, det er tæt på at være overvældende, men det virker afbalanceret.

Ingen kan beskylde Venstre-regeringen for at ville skabe nogen social massegrav med sit forslag. Tværtimod lægges der op til betydelige forbedringer for også landets lavestlønnede og den svageste del af befolkningen. Danmark er i bund og grund et land med en midtersøgende befolkning. Langt det store flertal er social-liberale, socialkonservative eller bare social-demokrater. Det er inden for den ramme, at de væsentlige politiske løsninger skal findes.

Den forrige SR-regering kunne såmænd have fremlagt en reformpakke, der ligner den, der kom på bordet i går. Samfunds-problemerne er ens uanset politisk farve, og der er i moderne politik en begrænset måde at løse dem på.

Dog er der den forskel, at Venstre-regeringen nægter at anerkende den modsætning mellem velfærd og skattelettelser, som Helle Thorning- Schmidt (S) opstillede første gang i 2006, og som Mette Frederiksen (S) vedblivende har talt op. Den er blevet symbolet på forskellen mellem rød og blå politik. Velfærd til de fattige eller skattelettelser til de rige.

Men det er og bliver en falsk modsætning. Den er nem at formidle. Men man kan få begge dele: Lavere skat og mere velstand. Skatte-trykket på indkomster i Danmark er det højeste i verden, og det hindrer økonomisk vækst. Hvis skatten sænkes klogt, sådan som der er lagt op til i regeringens forslag, vil det kunne mærkes både af den lavestlønnede del af befolkningen og den bedre lønnede del af middelklassen.

Topskatten er blevet til det store dyr i åbenbaringen, og det er ærgerligt. Den væsentligste grund til at fastholde den er at sikre, at Danmark forbliver verdens mest lige samfund. Men lidt mindre kunne måske gøre det.

Blev topskatten fjernet, ville Danmark blive et mere velstående land for alle, for det vil øge væksten, og Danmark vil lettere kunne tiltrække den bedste internationale arbejdskraft. Det siger Torben Tranæs, forskningsdirektør ved Det Nationale Forskningscenter for Velfærd og flere med ham. I det store regnestykke spiller topskatten en meget lille rolle for indtægten til staten, men den spiller en uforholdsmæssig stor politisk rolle i debatten.

Både Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne holder tanken fra livet, som var den pestfyldt. Men også tidligere socialdemokratiske regeringer har lempet topskatten. Poul Nyrup Rasmussen (S) gjorde det med mere end de fem procent, som er, hvad Liberal Alliance kræver, at skatten på de højeste indtægter nu skal sænkes med. Det bør Mette Frederiksen skrive sig bag øret.

Pakken af forslag til, hvordan det danske samfund skal udvikle sig, rummer mange elementer, som burde kunne finde støtte hen over den politiske midte. Der skal skabes indtægt og velstand, før den kan omsættes til offentlig velfærd. Det er et flot udspil af Folketingets tredjestørste parti. Hvis de to største partier turde bøje sig, er der et stabilt flertal i sigte.