Prøv avisen
Leder

En myte, der er svær at slå ihjel

Jeppe Duvå, redaktionschef på Kristeligt Dagblad

Dansk cancerbehandling er god, men endnu flere skal helbredes

Kristeligt Dagblads stil er ikke sensationer. Så lad os mere beskedent kalde det en uhyre væsentlig og opsigtsvækkende nyhed, vi bragte på forsiden i går med overskriften ”Myte, at dansk kræftbehandling halter bagefter”.

Det er tilmed en glædelig historie.

Det er det, fordi den almindelige opfattelse blandt såvel beslutningstagere som almindelige borgere og patienter er den modsatte: at en cancerdiagnose i Danmark ofte er en sikker dødsdom, eftersom behandlingen herhjemme er markant ringere end i de lande, vi sammenligner os med.

Men når man sammenligner data, der rent faktisk kan sammenlignes, så viser statistikken, at en dansk kræftpatient, der er lige så syg som eksempelvis en svensk kræftpatient, har stort set lige så store chancer for at få en vellykket behandling som patienten i Sverige. Med andre ord er danske kræftlægers efterslæb i forhold til kollegerne i vore nabolande så godt som væk. Hvilket er markant nyt, for så vidt som alle relevante instanser – op til og med sundhedsordførere i Folketinget – jævnt hen har ageret ud fra den modsatte antagelse.

At flere danskere ikke desto mindre dør af cancer, skyldes noget andet, som man strengt taget ikke kan bebrejde lægerne, blandt andet at danskerne er mere syge, når de endelig går til lægen, og at vi generelt lever mere usundt end mange andre landes indbyggere, hvorfor der alt andet lige vil være en større andel af danskerne, der får kræft. Og derfor i sidste ende flere danskere, der dør af sygdommen.

Bundlinjen er, at vi naturligvis skal fortsætte bestræbelserne på at helbrede endnu flere medmennesker med cancer, men at vi nok skal være lidt mere tilbageholdne med at pukke på et påstået utilstrækkeligt sundhedsvæsen lige i denne forbindelse.

Dette er naturligvis noget, der må styrke enhver dansk kræftlæges selvfølelse. Det skal være ham eller hende særdeles vel undt. Men det må også rejse en mistanke om, at man måske alligevel ikke rigtig kan stole på, at det står så relativt godt til – for er det ikke kræft-lægerne selv, der har peget på fejlene i den hidtidige måde at anvende statistikkerne på?

Jo, men de har ikke været alene om det, og det bemærkelsesværdige er, at deres kritik af de hidtidige sammenligninger får opbakning fra andre typer af eksperter, der ikke har nogen indlysende egeninteresse i det glade budskab.

At budskabet alligevel har haft svært ved at trænge ud, kan ikke kun skyldes en manglende evne hos patientorganisationer til at pege på steder, hvor det går den rigtige vej. Der er muligvis også i medierne en mere strukturel inerti, når det gælder at formidle nyheder, der ikke lever op til det-går-værre-og-værre-med-alt-skabelonen. jd