Når de franske vælgere stemmer ved første runde af præsidentvalget på søndag, kan resultatet blive noget nær en ny fransk revolution. Der er lagt op til et opgør med det etablerede politiske system og en lammet fransk stat, der ikke har evnet at reformere sig i de seneste årtier. Den franske økonomi er gået i stå, arbejdsløsheden er betydelig, og det samme er den folkelige utilfredshed med de etablerede politikeres alt for ringe evne til at skabe fornyelse og forandring.
Når første runde af præsidentvalget er ovre søndag aften, vil både socialistpartiet og republikanerne, der har været ene om at dele præsidentposten i 60 år, med stor sandsynlighed være en skygge af sig selv. De to præsidentkandidater, der ligger bedst i de i øvrigt meget tætte meningsmålinger, er Marine Le Pen, den karismatiske leder af højrefløjspartiet Front National, og lederen af bevægelsen ”En Marche”, centrum-venstrepolitikeren Emmanuel Macron.
Deres hastige opstigning på den politiske himmel er endnu et eksempel på opløsningen af den gamle politiske orden i Europa og USA. Traditionel politik har orienteret sig efter en fordelingspolitisk akse mellem højre og venstre, men afløses nu af en folkelig modvilje mod det etablerede system og en ny orientering mod en værdipolitisk akse mellem åben og lukket. Modstanden mod indvandring, islam og beskyttelsen af den nationale kultur står over for ønsket om mere åbenhed, mere fri konkurrence, mere immigration og mere EU.
Det franske valg vil få store følger både for landet selv og for det europæiske samarbejde. Det kan revitalisere eller opløse Den Europæiske Union. EU kan tåle Brexit og Storbritanniens beslutning om at forlade samarbejdet, men den vil ikke kunne tåle, at et af unionens stifter- og kernelande melder sig ud.
Bliver Marine Le Pen Frankrigs næste præsident, vil hun bruge al sin magt på at sikre et fransk farvel til EU, som hun kalder for et ”antidemokratisk monster”. Rusland vil i så fald juble, og måske er det derfor, at Le Pens kampagne ifølge det britiske magasin The Economist har kunnet optage store lån i russiske banker, mens Macrons kampagne er blevet hacket et utal af gange.
Den siddende franske præsident Francois Hollande er så upopulær, at han end ikke har forsøgt at genopstille, mens den republikanske kandidat Francois Fillon er kommet i miskredit for sin ansættelse af hustru og børn i statsligt betalte jobs, hvor de ikke har arbejdet. Han er ellers bedste bud på en mere midtersøgende, men konservativ kandidat, der ifølge målingerne kan slå Le Pen i den anden og afgørende runde af præsidentvalget.
Og det er afgørende, at hun ikke vinder. Le Pen vil være en Trump i hjertet af Europa, en opløsende kraft, hvis opskrift på revolution ikke vil være til gavn for kontinentet. Hun vil lukke Frankrig mere af for omverdenen, men har ikke opskriften på de store reformer, der skal mindske den offentlige sektor og genstarte fransk økonomi for at skabe et bedre levegrundlag for befolkningen.
Men hun har peget på en række af de problematiske forhold, som ikke bare flytter vælgere i Frankrig og herhjemme, men overalt i verden: Marginaliseringen af store befolkningsgrupper uden for de største byer. Globaliseringen, der både skaber jobs, men især gør lavtuddannede i Vesten overflødige. Indvandringen, islam, terror og utryghed. ”Frankrig står over for underkastelse,” siger hun på sine vælgermøder.
Den virkelighed skal den nye præsident forholde sig til – uanset partifarve.