Prøv avisen
Leder

En på alle måder forargelig historie

Af Anders Ellebæk Madsen, redaktør for kirke, tro og historie

Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.

Vi kan lære af den amerikanske præst Andrew Brunson

Da Andrew Brunson sad i fængsel i Tyrkiet, var han i en periode omgivet af 20 kriminelle i et rum beregnet til otte mennesker. Den amerikanske præst kunne ikke dele sine tanker med de indsatte og slet ikke om tro, for han var den eneste kristne. Undervejs overvejede han, om forløbet ville koste ham livet, idet han ikke kunne ane, hvilken vej hans sag ville gå under landets uforudsigelige præsident Erdogan.

Efter to år blev han sat fri, og han har netop været i Danmark. Man kan lære noget af den evangelikale amerikaner, som har tilbragt halvdelen af sit liv i Tyrkiet og set det som sin opgave at dele kristendommen med indbyggerne i det land, hvor der blev begået folkedrab på de kristne armeniere for et århundrede siden.

For det første viser hans historie, at kristendom også handler om at gøre noget og betale en pris, ikke bare om at være tilgivet på forhånd og føle sig god nok, som en udbredt tolkning siger.

For det andet minder præsten om, at der ydes en stor indsats for at bringe kristendommen ud til mennesker i Mellemøsten. Ikke mindst takket være en vital troskultur, der hovedsageligt findes uden for Europa.

Det er en tredje – og forargelig – pointe i Andrew Brunsons fortælling, at redningen af og til kommer fra uventet hold. Den kom i dette tilfælde fra Donald Trump, der har lav moralsk rating i vestlige medier. Den amerikanske præsident investerede stort i at få tyrkernes gidsel ud af fængslet. Magasinet The Economist kaldte Brunson ”verdens dyreste fange”, fordi konflikten om ham førte til økonomiske sanktioner mod Tyrkiet. En rod i Det Hvide Hus, som alle ser ned på, gik en ekstra mil for at redde en af verdens vigtigste samvittighedsfanger ud, mens mange moralske stemmer holdt sig tilbage.

For det fjerde rejser gidseldramaet det spørgsmål, hvorfor andre politikere ikke går lige så offensivt til værks over for de religionsovergreb, som gør tidligere IS-krigeres lejrforhold i Syrien til det rene vand. Præsten undrer sig i Kristeligt Dagblad over, at der lægges større vægt på at have et gnidningsfrit forhold til selv meget undertrykkende regimer end på religionsfrihed. Den undren må man give videre til europæiske politikere.

Udgangen på Andrew Brunsons historie understreger en femte pointe: Det kan nogle gange betale sig at slå et slag for trosfrihed i pressen. Det har ofte været hævdet, at det er bedst at gå stille med dørene, når det gælder forfølgelse af religiøse minoriteter i autoritære kulturer. Men Andrew Brunson er i dag taknemmelig for den offentlige indsats, der blev gjort for ham. Dialog med Erdogan ville næppe have reddet ham.

De tyrkiske kristne er i modsætning til Brunson ikke nået til udgangen på historien. Kristne chikaneres i stigende grad, og religiøse minoriteter mistænkeliggøres i medierne.

Der er mørke tider forude for tyrkiske kristne, lyder Andrew Brunsons advarsel.