En redning uden sidestykke

Redningen af de danske jøder for 70 år siden tjener landet til ære

Mange jøder flygtede over Øresund til Sverige under krigen. Redningen af de danske jøder for 70 år siden tjener landet til ære.
Mange jøder flygtede over Øresund til Sverige under krigen. Redningen af de danske jøder for 70 år siden tjener landet til ære. Foto: Ukendt Denmark.

Historien er fuld af modsætninger, også historien om de danske jøders redning fra nazistiske koncentrationslejre i oktober 1943. Men der er grund til at fejre 70-året for denne skelsættende begivenhed, som det sker i disse dage. Redningen var uden sidestykke i verden, og den både tjener Danmark til ære og er en evig påmindelse om vigtigheden af at handle uegennyttigt til gavn for mennesker i nød.

Historikere har lige siden de danske jøders flugt forsket i, hvordan det kunne lade sig gøre. I Danmark blev alene knap syv procent, cirka 450, af de anslået 7000 jøder deporteret til tyske koncentrationslejre, særligt kz-lejren i Theresienstadt. I Norge var det halvdelen, mens op mod 80 procent af de jødiske befolkninger i andre europæiske lande endte i de nazistiske udryddelseslejre.

Senest har historiker og chefredaktør ved Politiken Bo Lidegaard skrevet bogen Landsmænd om redningen af de danske jøder. Han forklarer den mirakuløse begivenhed med, at antisemitismen ikke havde fået lov til at slå rod i landet, blandt andet fordi den førte politik i årtiet inden havde taget så kraftigt afstand fra den. Derfor blev den jødiske minoritet betragtet som landsmænd, som mange gjorde en stor indsats for at hjælpe.

Det er et væsentlig element i forståelsen af den komplekse historie, at den tyske rigsbefuldmægtigede dr. Werner Best tilsyneladende havde flere dagsordener, da han fik ordre til at iværksætte jødedeportationen. Han lod oplysningen sive, så de danske jøder kunne nå at flygte, inden soldaterne kom for at arrestere dem. Han havde reserveret busser og skib til at fragte jøderne til Tyskland, men noget tyder på, at han også lod de tyske besættelsestropper se delvis passivt til, mens flugten stod på.

Ingen ved med sikkerhed hvorfor. Måske ønskede han at bevare det gode forhold til danskerne og derved sikre ro om dansk landbrugseksport til det krigsførende Tyskland. Måske kunne han også se, at krigen ville ende med allieret sejr, og at det ville tjene hans eftermæle, at han havde skånet de danske jøder.

Men det ændrer ikke på det forhold, at mange menige danskere, der ikke vidste om dette, rejste sig i protest og udviste et kolossalt mod og moralsk storhed. De gav deres flygtende jødiske landsmænd mad og husly, og de lod hånt om den risiko, de selv løb. Læger og sygeplejersker indlagde flygtende jøder på hospitalernes sygestuer for at beskytte dem. Præster gemte dem på kirkelofter. Menigmand hjalp med transport til havnene, hvor fiskerbådene lå klar til at sejle dem til Sverige. Det var også en forklaring på redningen. Der var et sted at flygte hen. I det øvrige Europa var grænserne lukket.

Der blev samlet penge ind i stort omfang. Mange virksomheder bidrog. For nylig erfarede vi her på avisen, at den daværende chefredaktør havde betalt for en ung jødisk mands flugt. Mange andre virksomheder gjorde noget tilsvarende. Noget tyder på, at kong Christian X også betalte til de flygtende jøder. Pengene gik til fiskerskipperne for den risiko, som de løb. For nogle har det været et skår i glæden over redningen af de danske jøder at erfare, at mange fiskere tog sig så godt betalt for den farlige sejlads. En opgørelse mener, at beløbet i nutidskroner svarer til 250 millioner. Men fiskerne risikerede som minimum fængsel og tab af deres skibe ved aktionen. Andre steder i Europa var der dødsstraf for at hjælpe jøder på flugt. Dertil kommer, at ingen blev ladt tilbage. Havde en jødisk flygtning ingen penge, kom han eller hun alligevel med.

Redningsaktionen af de danske jøder i september og oktober 1943 var et lyspunkt i besættelsen af landet, som fortjener at blive husket og fejret. bjer