Prøv avisen
Leder

En sejr for sekulariseringen

Et politisk flertal siger nu ja til skænding af religiøse skrifter

Det har været tankevækkende at følge de seneste måneders debat om den danske blasfemiparagraf i straffeloven. Ingen er siden 1946 blevet dømt efter paragraffen, der forbyder offentlig spot eller hån af et ”religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse”.

Alligevel vil et stort flertal i Folketinget i dag afskaffe paragraffen. Helt misvisende og manipulerende siger den ene politiker efter den anden, at afskaffelsen er en sejr for ytringsfriheden.

Straffelovrådet har konkluderet, at paragraffen ikke begrænser ytringsfriheden. Den forhindrer ikke religionskritik eller for den sags skyld satire eller latterliggørelse, spot eller hån af menneskers tro. Den danske retspraksis har ændret sig. I 2006 afgjorde den højeste anklagemyndighed i landet, Rigsadvokaten, således, at Morgenavisen Jyllands-Postens famøse offentliggørelse af Muhammed-tegningerne heller ikke kunne omfattes af paragraffen om blasfemi.

Det eneste, blasfemiparagraffen forbyder i dag, er ifølge Straffelovrådet offentlig skænding af religiøse helligskrifter. Det vil sige afbrænding af Koranen eller Bibelen, urinering på bøgerne eller brugen af dem som toiletpapir, der filmes og lægges på internettet.

En afskaffelse af blasfemiparagraffen er derfor alene en sejr for dem, der synes, at netop det skal være lovligt. Det er friheden til at skænde religiøse skrifter, som Folketinget i dag vil stemme for. Kun Socialdemokratiet stemmer imod. Det er besindigt af dem. Deres argument er netop, at der må være en nedre grænse for, hvor meget man må krænke hinanden, uden at myndighederne kan gribe ind.

De færreste spørgsmål er sort-hvide. Heller ikke dette. Det bedste argument for at fjerne blasfemiparagraffen er, at blasfemi i mange muslimske lande straffes hårdt, og at et dansk blasfemiforbud kan legitimere et forbud i muslimske lande, også selvom karakteren af buddene er vidt forskellige. Men skal Danmark fjerne sit forbud, fordi det fejltolkes i for eksempel Saudi-Arabien og Pakistan?

Enhedslisten, der er et parti med rod i den antireligiøsitet, der altid har præget den yderste venstrefløj, står bag forslaget om afskaffelse af blasfemiforbuddet. Et af partiets argumenter er, at afskaffelsen skal tjene til ”sikring af sekularisering af samfundet”.

Derfor er det også nærliggende at se afskaffelsen som led i en mere antireligiøs udvikling. Det er paradoksalt, at et folketingsflertal i denne sag argumenterer for at styrke ytringsfriheden, mens et flertal for nylig vedtog at begrænse religiøse forkynderes ytringsfrihed.

En underliggende religionskritik vendt mod kristendommen smelter i disse år sammen med – og forstærkes af – en voksende antiislamisme. Det manifesterer sig på en lang række områder, som primært rammer kristendommen. De fleste nye supersygehuse bygges uden hospitalskirker, men derimod med såkaldte religionsneutrale refleksionsrum. Konfirmandundervisningen skubbes i mange kommuner ud af skolernes skema. Gymnasier og universiteter vil ikke have bederum. DR lukker ned for sine trosprogrammer.

Blasfemiparagraffen har mest af alt fået symbolsk betydning som et civilisatorisk signal om, at vi her i landet respekterer, at mennesker kan have en tro, og at der er en nedre grænse for, hvor ydmygende man kan behandle menneskers tro.

Fordi paragraffen mest af alt er symbolsk, er fjernelsen af den det også. Den er udtryk for, at sekulariseringen af det danske samfund kan fejre endnu en lille triumf.