Prøv avisen
Leder

Kristeligt Dagblad mener: Sara Omar giver en stemme til undertrykte kvinder

Af Michael Bach Henriksen, kulturredaktør

Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.

Sara Omar bedriver modig kultur- og islamkritik

Forfatteren Sara Omar bragede ind på bogscenen med sin debutroman, ”Dødevaskeren”. Den åbnede en ellers lukket verden og gav den brede offentlighed indblik i danske indvandrermiljøer og en verden af undertrykkelse og massiv social kontrol. I sin nye roman med titlen ”Skyggedanseren” fortsætter Omar sin afdækning af parallelsamfundene.

Igen sætter hun fingeren på et ømt punkt: Islams rolle i udformningen af en kvindeundertrykkende kultur, der i mange tilfælde umuliggør et normalt liv i Danmark for efterkommere af indvandrere. For dette modige arbejde blev hun forleden – og fortjent – tildelt Rådet for Menneskerettigheders Hæderspris.

Personligt betaler Omar en høj pris for sit vedholdende arbejde og lever nu med sikkerhedsvagter og på skjult adresse. Man udstiller ikke ustraffet imamers dobbeltmoral og islams forbud mod frafald og religionskritik.

I den nye roman er det især de såkaldte glædesægteskaber, som hun retter skytset imod. Det er rædsomt at læse om, hvordan små piger kan giftes væk for en time eller to til en mand til seksuel udnyttelse – med imamen i rollen som alfons, som Omar siger i interviewet i dagens avis.

At en så kvindefjendsk institution kan eksistere i århundreder, uden at nogen griber ind og kræver forandringer, er et trist vidnesbyrd om, hvor forkrøblende en statisk kultur som den muslimske kan være. I en kultur som den kristne, der har progression som et indbygget ideal, og som tillader kritik, vil det alt andet lige være nemmere at slippe af med kvindefjendske institutioner som disse ”glædesægteskaber”.

Det er Omars store fortjeneste, at hun vedholdende tør påpege, at religion og kultur påvirker hinanden. Det kvindesyn, der kritiseres i ”Dødevaskeren” og ”Skyggedanseren”, kan ikke ganske adskilles fra den tro, som de kvindeundertrykkende mænd dyrker.

I samfundsdebatten er det efterhånden en gammel traver at kritisere feminismens uafklarede forhold til islam. Men derfor er det nu stadigvæk forbløffende, at danske feminister ikke gør mere for at tale de undertrykte muslimske kvinders sag. De er ellers ikke svære at finde. Som Omar siger i dagens avis om sin hovedperson: ”Hun er først og fremmest en tåre for alle verdens undertrykte piger og børn. Hun er alle vegne: i daginstitutioner, i skoler, på sygehusene, i hjemmene.”

Når nu så få fra de toneangivende lag taler mod undertrykkelsen af muslimske kvinder, er det godt, at Omar tør. Hun er selv agnostiker, men det forhindrer hende tydeligvis ikke i at se, at religion kan spille en stor rolle i en kulturs udformning – på godt og ondt.

Hendes nye roman har været ventet med længsel. Det er – det triste emne til trods – opløftende at se, at bøger stadig gør en mærkbar forskel. Både i samfunds- og religionsdebatten og for det enkelte menneske, der kender Omars verden indefra.