Prøv avisen
Leder

1968 var en strømning, der ændrede kirken

Anders Ellebæk Madsen Foto: Leif Tuxen

Af Anders Ellebæk Madsen, Redaktør for kirke, tro og historie

Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.

Kirkens 1968 åbnede et vindue mod verden. Det var tiltrængt

Den nu afdøde teologiprofessor Leif Grane holdt i 1990’erne en tale på det københavnske kollegium Regensen, hvor han behandlede arven fra det turbulente år 1968.

Hans pointe til de studerende var, at 1968 var den vigtigste åndsstrømning, der har været efter krigen. Han pegede på, at man normalt ikke anså de vilde 1960’ere for en åndsstrømning, men at man burde gøre det. For ungdomsoprøret havde noget tilfælles med de stærke åndelige bevægelser, der ser verden i et nyt lys og forandrer den.

Også i kirkens verden fik det oprørske år konkrete konsekvenser. Der blev sat gang i den faste festival ”Kirkedage”, som skulle diskutere politiske og etiske problemer. Et nyt studietilbud skulle gøre teologien tilgængelig for ikke-teologer. Det fik navnet ”Teologi for lægfolk”. Og på den konservative fløj bedrev man teologi, der skulle rette sig mod menighedens liv i modsætning til den universitære teologi, som man opfattede som ufrugtbar og på afstand af kirkens liv. Til det formål var Menighedsfakultetet blevet oprettet i 1967.

Set på 50 års afstand var folkekirkens udkomme af opgøret ikke så ringe endda, når man tænker over, hvordan det slog over i ekstremisme på nogle andre områder af samfundet. Kirken fik en mere international, samfundsvendt og praktisk tilgang til verden. Det trængte den til, og nu er det svært at forestille sig folkekirken anderledes. Men de fleste oprør bærer kimen til en ny undertrykkelse i sig, og for en del kirkemedlemmer blev arven fra 1968 også synonym med et meningstyranni. Dertil kom den ideologiske religionskritik, som lå i tidens marxisme. Den kom til at spille en stor rolle i sekulariseringen og kaster stadig sine skygger over kristendommen.

Typisk er det for den massive prægning, vi har modtaget fra 1968, at vi ikke længere kan se den, fordi den er blevet en selvfølge. For eksempel siges det jævnligt, at kirken skal være en modkultur til materialisme, pop og konkurrence-samfund. Ordene falder som regel uden tanke på 1968. Men udtrykket er faktisk en del af arven fra 1968. Ordet ”modkultur” så dagens lys i 1969 i bogen ”The Making of a Counter Culture” (At skabe en modkultur), som blev skrevet af den amerikanske tænker Theodore Roszak, der blandt andet var kritisk over for Vietnamkrigen.

I dag har kirken ikke brug for et nyt 1968. Mere kritik af kernefamilien vil ikke give lykkeligere børn. Mere politisering af kirken vil ikke gøre den mere retfærdig. Mere progressive holdninger vil ikke løse verdens problemer, men blot beskadige de hårdt medtagne rødder, vi har til fortiden, yderligere.

Derimod er der nok brug for en åndsstrømning med samme konsekvens og styrke, som 1968 fik. Men den bør bygge på en levende og rummelig kristen identitet, der kan håndtere den omvendte situation af 1968. Dengang mente man, at vores egen tradition var udfordringen. I dag er udfordringen, at vi mangler rødder og klar identitet i en verden, hvor alt omkring os synes at flyde.