En tragisk ulykke

Kirkens ritualer kan være en trøst, når tragedien rammer os

Erik Bjerager
Erik Bjerager.

Det er svært at sige noget meningsfuldt om det meningsløse, og sådan må den tragiske togulykke på Storebæltsbroen onsdag morgen betegnes. Otte mennesker blev dræbt og endnu flere såret, da et passagertog blev ramt af en lastvognstrailer, som faldt af et modkørende godstog. Hvordan det kunne ske, vil undersøgelser belyse i den kommende tid, men ulykken har givetvis at gøre med det ekstreme vejr og den voldsomme storm, der nærmede sig orkanstyrke.

Ulykken har berørt mange danskere, og den dybeste medfølelse må gå til de døde, de sårede og deres pårørende.

Danmark er et fredeligt, velfungerende og velorganiseret samfund, der er uvant med voldsom død og store menneskelige tragedier.

Det er forbundet med en blanding af dagligdags praktik og ferieromantik at køre i tog på tværs af landet. Netop togfærdsel er blandt de sikreste måder at rejse på. Biluheld på lande- og motorveje koster løbende menneskeliv, og derfor har selv store biluheld ikke den samme chokeffekt som den, der blev udløst af togulykken og har grebet befolkningen.

Kort efter ulykken udsendte hoffet en sjælden kondolenceskrivelse fra dronning Margrethe: ”Denne morgens forfærdelige togulykke på Storebæltsbroen berører mig dybt. Mine tanker og min dybeste medfølelse går til såvel de efterladte og deres familier som til de tilskadekomne,” skrev Dronningen.

Ikke alle blev imidlertid grebet af samme medfølelse, og det er tankevækkende, at grænsen mellem virkelighedens tragedie og fiktionens underholdning er blevet så flydende, at politiet kort efter ulykken måtte sende en besked til offentligheden med det indlysende budskab: ”Del ikke billeder og video fra det forulykkede tog.”

Politiet har i de senere år klaget over, at redningsarbejde ofte generes af såkaldte kiggekøer. Det var desværre også tilfældet på Storebæltsbroen, hvor 40 bilister, der kørte forbi ulykkesstedet, blev idømt bøder for at have fotograferet eller filmet igennem bilruderne, mens de sagtnede farten.

Selvom medierne har en væsentlig rolle at spille ved at dokumentere og belyse også en alvorlig togulykke, er det mangel på lødighed, at flere medier har bragt fotos inde fra det forulykkede tog af netop den art, som politiet har frarådet.

Livet er uforudsigeligt, og døden kan ramme, når man mindst venter det. Derfor er det godt, at det kriseberedskab, der træder i kraft ved større ulykker herhjemme, ikke kun omfatter læger, sygeplejersker og psykologer, men også præster. Vores rationelle og ordrige kultur, der har sat alt i tale, kommer til kort stillet over for en ulykke, som der ikke kan siges noget meningsfuldt om.

Kristendommen, det kristne sprog, bønnen og kirkens ritualer kan derimod trøste og favne magtesløsheden. Ikke ved at forklare meningsløsheden og ondskaben, men ved at skabe forvisning om, at stillet midt i den er mennesket også i Guds hånd.