Det er mindre end 10 år siden, at Libyens diktator, Muammar Gaddafi, truede med at åbne for sluserne og forvandle Europa til et ”sort” kontinent. I 2008 var omkring 37.000 migranter stævnet ud fra den libyske kyst og nået frem til Italiens kyster. Det kan virke grotesk i dag, hvor der alene i år allerede er ankommet 97.300 til Italien ad søvejen fra det nordafrikanske land. Men dengang opfattede italienske indvandrerkritikere tilstrømningen som en invasion, og Gaddafi fik presset den daværende premierminister Silvio Berlusconi til at indgå en venskabspagt, der indeholdt milliardstore italienske investeringer.
Ligesom vi så det med EU’s moralsk kritisable, men nødvendige aftale med Tyrkiet fra foråret 2016, blev de libyske sluser lukket mod kontant afregning og afpresning. I slutningen af 2009 var antallet af ankomne bådflygtninge til de syditalienske øer faldet med næsten 90 procent – samme år, som EU første gang overvejede at oprette modtagelsescentre i Libyen for at behandle asylansøgninger på stedet. Et emne, der nu igen diskuteres, og hvor der snart må ske noget.
I dag er oberst Gaddafi død efter at være blevet væltet med uigennemtænkt vestlig hjælp og Libyen forvandlet til en fejlslagen stat, som i dagens avis sammenlignes med det vilde vesten, hvor der trods enkelte fremskridt hersker komplet kaos. Smuglerbander og militser tjener gigantiske summer på menneskesmugling. For Libyen er stadig det vigtigste transitland for millioner af afrikanere, der risikerer deres liv til havs for at søge lykken i Europa. Et Europa, som både politisk og socialt kæmper med efterdønningerne efter den rekordstore flygtningetilstrømning fra for to år siden. Og hvor der fortsat skal være plads til at give asyl til forfulgte, men hvor vi ikke kan huse samtlige migranter, der drømmer om at undslippe fattigdom.
Derfor er det værd at overveje, om EU nok en gang skal prøve at betale sig fra problemerne og på sigt indgå en lignende aftale som den, der trods berettigede bekymringer om at blåstemple et stadig mere autokratisk styre blev indgået med Tyrkiet for næsten halvandet år siden.
For at indgå en aftale, har man brug for en partner, der er stærk nok til at levere, og her har en af Gaddafis gamle forbundsfæller, general Khalifa Haftar, budt sig til. Mod betaling af svimlende 126 milliarder kroner over de næste 20-25 år vil han lukke grænsen mod syd. Nu da den russisk og egyptisk støttede general er begyndt at samarbejde med den internationalt anerkendte regering i Tripoli, bør EU tage hans tilbud alvorligt uden at give køb på krav om overholdelse af menneskerettigheder og politisk stabilitet.
For den skrøbelige Tripoli-regering har hidtil ikke magtet at få styr på situationen i et land, hvor der er dokumenteret horrible forhold i detentionslejre, og den italiensk støttede kystvagt nu har udvidet sit indsatsområde og med varselsskud truet flere ngo’ers redningsskibe til at opgive deres indsats. Det er på tide at gøre noget alternativt.