Prøv avisen
Leder

En uklædelig skadefryd

Jeppe Duvå

Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.

Det skal være vælgernes vilje, ikke frygt, der holder EU sammen

Det er en særdeles uklædelig skadefryd, der fra store dele af omverdenen – fra politikere, der burde vide bedre, over forskere og kommentatorer til mediernes lederartikler – strømmer Storbritannien i møde i disse dage. Stemningen er som i en skolegård i 1950’erne, hvor den tumpede elev endelig er bukket under, og en fingerpegende kødrand af dårlige kammerater står hujende omkring den ulyksalige.

Men Europa er ikke en skolegård, og det er uværdigt, at mange optræder, som om det var. Det her er storpolitik. Og hvad de blivende EU-lande vælger at gøre lige nu, kommer til at forme kontinentets forhold til Storbritannien for de næste årtier. Intet mindre. Også i dét lys burde de 27 lande, der forbliver i EU, vise ekstraordinær imødekommenhed, forståelse og vidtgående kompromisvilje over for Theresa May, premierministeren, der lige nu kæmper en ekstremt utaknemmelig, men nødvendig kamp for at få de mange Brexit-ender til at mødes.

Hvad EU-27 endnu en gang bør besinde sig på, er, at Storbritannien fuldt demokratisk har besluttet sig for at forlade den Europæiske Union. Det kommer til at ske, medmindre briterne lige så demokratisk vælger at omgøre beslutningen i 12. time. Det tyder ikke meget på lige nu. Så EU står over for en britisk udtræden, der bliver en realitet.

EU-Kommissionen og dermed medlemslandenes regeringer kan nu vælge, om de vil ydmyge briterne, eller om de vil vise storsind. Der er ingen grund til at gøre det mere kompliceret. For faktum er, at Theresa May ikke kan få den aftale, som hendes forhandlere for nogle uger siden kom hjem med fra Bruxelles, vedtaget i parlamentet. Noget skal derfor ske, og det er indlysende EU, der har nøglen til at genforhandle de fra britisk Brexit-synsvinkel blokerende elementer.

Det er klassisk statsræson, at det må ske.

Selvom den skadefro briterne-ligger-som-de-har-redt-retorik lige nu ikke tyder på det, så er kendsgerningen, at ingen af parterne har interesse i den hårde Brexit, som EU for øjeblikket aktivt skubber Theresa May hen imod ved at fastholde, at der ikke kan indledes en ny runde forhandlinger om vilkårene.

Briternes beslutning om at forlade EU er blevet beklaget på denne plads talrige gange. Alle EU’s mangler, fejlprioriteringer og anti- folkelige nykker til trods er Unionen nu engang den ramme, der findes for de europæiske landes samarbejde. Denne ramme er umulig at undvære og en uvurderlig fordel at have. Og det er absolut ikke kun pæne ord, når det siges, at det europæiske samarbejde har været med til at bevare freden på det kontinent, der to gange i sidste århundrede kastede sig selv og verden ud i katastrofale krige.

Men det skal være befolkningernes vilje, der holder sammen på Unionen. Ikke en frygt for, at det medfører ruin og ydmygelse at forlade den. Desværre er det den øvelse, EU excellerer i: at gøre det tydeligt for medlemslandene, at en exit skal gøre rigtig, rigtig ondt. Også meget mere end dettilbageslag,som uundgåeligt, i hvert fald i en overgangsfase, vil ramme et land, der efter at have været betrygget inden for EU’s fælles, ydre toldmur pludselig sætter sig uden for den.

At komme de udtrædende briter i møde i endnu en runde er ikke at give los for det meget forkætrede begreb cherry-picking, hvormed menes, at man på en eller anden principløs måde skulle gøre EU’s angivelige buffet af lækre tilbud til et tag-selv-bord for dem, der ikke vil bidrage til fællesskabet. Det er sund fornuft og en fælles opgave at undgå, at alle bånd mellem parterne rives over den 29. marts.