Overfladisk set var resultatet af det hollandske parlamentsvalg et opgør med populismen. Geert Wilders’ Frihedsparti med sin forenklede politik og stærkt antimuslimske og antieuropæiske dagsorden fik ikke den spåede medvind.
Wilders gik frem, men ikke så meget som forventet, og premierminister Mark Ruttes liberale parti gik tilbage, men mindre end meningsmålingerne havde forudsagt. Dermed blev en tilbagegang udråbt som en sejr. Rutte blev formentlig utilsigtet hjulpet af den tyrkiske præsident Recep Erdogans uhyrlige karakteristik af hollænderne som ”nazister”. Men selvom noget tyder på, at besindigheden vandt, er onsdagens valg ikke udtryk for, at alt er ved det gamle i hverken hollandsk eller vestlig politik.
Valget var med rette beskrevet som en form for kvartfinale i årets politiske opgør i Europa. Semifinalen er præsidentvalget i Frankrig til april og maj, som kan ende med sejr til Marine Le Pen og Frankrigs måske exit fra EU. Finalen er efterårets parlamentsvalg i Tyskland, hvor det indvandrerkritiske parti AfD kan ændre det politiske billede i landet.
Men et besindigt vælgerkorps stemmer ikke kun ud fra protester, men også med et ønske om at sikre en vis politisk og samfundsmæssig stablitet. Derfor kan man ikke bare fremskrive en gentagelse af det opbrud, som førte til briternes overraskende Brexit-afstemning og siden USA’s valg af den uforudsigelige Donald Trump som præsident. Den ustabilitet, der er opstået efter disse to valg, reagerer vælgerne også på. I Holland har de stemt – og tak for det – for en mere afbalanceret politisk udvikling.
Men under overfladen sker der betydelige bevægelser. Valgresultatet følger et mønster, som kendes fra andre lande: Den politiske midte er i opbrud, og især borgerlige partier skærper deres forsvar for det nationale og kritik af indvandringen. Samtidig skrumper de store, gamle, regeringsbærende partier, og i Holland blev det engang store og folkelige socialdemokrati således reduceret til en skygge af sig selv. Det gør det alt andet lige sværere at forme stabile regeringer. En udvikling, vi kender til herhjemmefra.
Selvom Geert Wilders ikke står som en sejrherre efter valget, gør hans politik det til dels. Holland bakker heldigvis fortsat op om et stærkt europæisk samarbejde, men de borgerlige partier i landet har med god grund adopteret en del af den kritiske islamretorik og indvandrerkritik, som har givet Frihedspartiet fremgang.
Det samme er sket i Tyskland, hvor Angela Merkel fremstår langt mere skeptisk over for indvandringen, end da hun i 2015 åbnede landets og Europas grænser. I Frankrig har den republikanske Francois Fillon trukket sit parti til højre, og i Sverige tager de øvrige borgerlige partier nu bestik af den folkelige protest mod indvandringen, som Sverigedemokraternes fremgang er udtryk for.
Så selvom valget i Holland var et nej til en vulgærpopulisme, var det heldigvis også udtryk for, at de politiske partier lytter til vælgerne.
Den centrum-venstreorienterede økonom og nobelprismodtager, amerikaneren Jeffrey Sachs, sagde det forbilledligt klart i et interview bragt her i avisen for nylig. Det politiske opbrud i Vesten skyldes først og fremmest bekymring for indvandring og åbne grænser. Ikke mindst i Nordeuropa holder befolkningen af den sociale orden og kultur, som deres samfund repræsenterer. Venstrefløjen har ikke noget bud på, hvordan indvandringen begrænses, og det er, hvad befolkningerne ønsker.
Også det blev bekræftet af det hollandske valg.