For 50 år siden anløb det danske flådefartøj ”Vædderen” den islandske hovedstad klokken 11 om formiddagen. Den dyrebare last ud over en dansk regeringsdelegation bestod af to bøger. ”Flatøbogen” og ”Codex Regius”, der rummer islandske sagaer og eddadigtning fra den tidligere middelalder. På kajen i Reykjavik stod det, som dengang blev betegnet som den største menneskemængde, der var forsamlet, siden landet erklærede sig selvstændigt i 1944.
Det var et næsten helligt og symbolsk øjeblik. Den unge nation fik en del af sin identitet tilbage. Saga- og eddaskrifterne er ikke mindst islandsk kulturarv og indbegrebet af islandsk ånd.
Skrifterne havde opholdt sig i Danmark i op mod 300 år. De fleste af skrifterne blev testamenteret til Københavns Universitet af islændingen Árni Magnússon, som var filolog, historiker og håndskriftsamler i 1700-tallet. Da Island dengang var en del af det danske rige, endte de mange middelalderskrifter i København i den samling, som bærer den latinske udgave af islændingens navn Den Arnamagnæanske Håndskriftsamling.
Skrifterne var nedfældet på gedeskind og havde overlevet på islandske gårde rundt om i landet i århundreder, men der er en fælles forståelse af, at indsamlingen og opbevaringen i Danmark sikrede den værdifulde islandske kulturarvs overlevelse.
De to bøger, som blev båret fra borde for 50 år siden, var begyndelsen på tilbageleveringen af omkring halvdelen af håndskiftsamlingens 3000 skrifter. Flaget over Det Kongelige Bibliotek i København var sat på halv, for langtfra alle i Danmark var enige i, at håndskrifterne skulle til Island, hvor der blev jublet på havnekajen. Bibliotekets direktør ytrede med den kontroversielle flaghejsning sin modvilje, for godt nok er skrifterne for manges vedkommende islandske, men de er også en del af den fælles oldnordiske historie og nogle af de eneste kilder til det førkristne Norden og overgangen til kristendommen.
Kristeligt Dagblad og ikke mindst daværende chefredaktør Bent A. Koch spillede en central rolle for tilbageleveringen af skrifterne, som han havde argumenteret vedholdende for i mange år. De var en del af den islandske kulturarv og hørte som sådan til der, mente han. Med en slet skjult reference til sagaerne kunne man da også læse i avisen, at den mente, at direktøren for Det Kongelige Bibliotek havde stillet sig ”godt for hug” ved at være illoyal over for den politiske beslutning om at sende så mange af skrifterne tilbage.
Nu markeres 50-året for det, som i en lederartikel i denne avis dengang med god grund blev betegnet som en ”glædens dag i Island”. Det er det også i dag, for aftalen har været positiv for både Island og Danmark. Island fik sine vigtigste skrifter, og aftalen styrkede båndet mellem de to lande.
Her i avisen opfordrede den nuværende islandske kulturminister, Lilja Alfredsdóttir, i lørdags Danmark til at give Island endnu flere skrifter tilbage.
Det er ikke vejen frem at genåbne en så potentielt konfliktfyldt debat. Derimod bør Danmark følge i Islands fodspor og gøre meget mere for at styrke forskningen i skrifterne og formidlingen af dem.
I dag ligger de islandske og oldnordiske skrifter gemt i en lukket og forseglet boks. Den brede offentlighed kender ikke til deres eksistens. Det er en skam.
Skrifterne er en del af fællesnordisk kulturarv og burde være folkeeje og en levende kilde til nye indsigter og gammel visdom.