Enegang skader ikke kun klimaet

USA’s rolle svækkes, og det vestlige samarbejde slår revner

Det er dybt bekymrende, at USA’s præsident Donald Trump i sidste uge trak sit land ud af den internationale klimaaftale, der blev indgået i Paris i 2015 mellem 196 lande.

Med beslutningen demonstrerede præsidenten endnu en gang, at han ikke har til hensigt at følge gængse spilleregler som at respektere internationalt indgåede aftaler, her en klimaaftale, der dårligt nok var trådt i kraft.

USA har nu trukket sig ud af det internationale klimasamarbejde, og det er mildest talt ærgerligt, da landet sammen med Kina står for den største udledning af CO2. Donald Trumps beslutning kan meget vel mindske hastigheden af den grønne omstilling, men ikke stoppe den.

For tiltagene for at få en knap så hed klode – også i USA – fortsætter uagtet præsidentens udmelding. Det er der nemlig god økonomi i for de amerikanske virksomheder og god ræson i for borgmestre og guvernører i de forskellige byer og delstater, der er i gang med en grøn omstilling, og som nu forsikrer, at de vil stå fast på Parisaftalen. Blandt andet for at bekæmpe nære og dagligdags problemer som luftforurening, og fordi de kan se, at det er der, der er vækst, velstand og fremtidige arbejdspladser.

En ting er altså klimaet og Trumps udmelding, som mest må ses som en symbolsk håndsrækning til olieindustrien og de mennesker, der drømmer sig tilbage til kulminerne.

Det er imidlertid ubegribeligt, at lederen af den frie og vestlige verden har en interesse i at gøre sine nærmeste allierede i Europa og øvrige Vesten til hovedfjender. Trump sår gang på gang tvivl om Nato-samarbejdet, vender Parisaftalen ryggen og taler dårligt om frihandel, som har været medvirkende til økonomisk fremgang siden Anden Verdenskrig.

Og timingen kunne dårligt være værre. Mens Nordkorea rasler med sablen, Rusland og Kina har stormagtsdrømme på hver sin vis, og Mellemøsten står i brand, vælger lederen af den frie verden at lægge sig ud med sine nærmeste allierede og slå dybe skår i det transatlantiske samarbejde og så tvivl om dets fremtid. Landet er med Trump i spidsen godt i gang med at frasige sig globalt lederskab og har med sit farvel til Parisaftalen meldt sig ind i en lille klub, der ellers kun består af Syrien og Nicaragua.

Internationale problemer løses i et forpligtende samarbejde og fællesskab, og mens USA med Trump i spidsen har vendt det internationale samarbejde ryggen, fortsætter det.

Verdens øvrige lande kan nu sætte turbo på udviklingen uden at have den modvillige og vrangvillige storebror siddende for bordenden, men ikke mindst Europa savner sin nære og hidtil trofaste allierede, der ikke kun stod for internationalt samarbejde, men i høj grad også for værdier som frihed og demokrati.

Om godt tre år er der præsidentvalg i USA igen, og en ny præsident vil blive budt velkommen, når han eller hun melder sit land ind i det internationale fællesskab igen.