Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) er en både dygtig og vellidt politiker. Og så er han på grund af coronakrisen blevet tildelt en næsten enevældig magt over sundhedspolitikken. Tvivlere bør nærlæse L133, ”Lov om ændring af lov om foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme”. Den blev fremsat, behandlet og vedtaget på selvsamme dag, nemlig den 12. marts i år. Ikke færre end 40 gange nævner lovændringen alt det, som sundheds- og ældreministeren nu kan og må gøre, eventuelt sammen med andre ministre, så længe det handler om smitsomme sygdomme. Det er ikke småting.
Allerede da loven blev vedtaget, blev der både fra højre og venstre sat spørgsmålstegn ved ministerbemyndigelserne. Alligevel stemte samtlige partier for. Coronavirussen udgjorde en så alvorlig trussel mod det danske sundhedssystem, at myndighederne måtte kunne handle hurtigere end nogen lovmølle på Christiansborg.
Under indtryk af katastroferne i Italien og Kina gav det god mening, men i denne weekend kom anskuelsesundervisningen i, hvad bemyndigelserne i praksis også kan bruges til. Zoologiske haver og museer har længe ønsket at åbne dørene, og Statens Serum Institut har vurderet, at det ikke vil udgøre nogen stor smitterisiko, hvis man opretholder afstandskravene, og alene udendørsarealer åbnes. Alligevel kom kulturinstitutionerne ikke med i den anden fase af genåbningen, som statsminister Mette Frederiksen (S) og de øvrige partiledere enedes om i torsdags.
Skuffelsen blandt zoologiske haver var enorm, og i weekenden antydede de, at de ville åbne trods alt. Politiet havde ingen indvendinger, og det ville ikke være forbudt. Hvorefter justitsminister Nick Hækkerup (S) omgående lod forstå, at det ville det så være fra mandag morgen. Straffen for overtrædelse ville blive en bøde på 40.000-150.000 kroner.
Det var nemt – lovgivning indført uden politisk debat i Folketinget, høringer eller anden parlamentarisk proces. Man kan så indvende, at et utilfredst politisk flertal stadig kan vælte regeringen eller en minister. Man kan også indvende, at hele samfundet ikke kan åbnes på én gang, for så vil covid-19 igen sprede sig. Måske vil nogle dertil hævde, at det kunne nå at gå galt, hvis man først skulle igennem en omstændelig lovgivning med tre lovbehandlinger for at lukke museer og haver. Det argument er til gengæld svært at tage alvorligt. Muligvis går det for stærkt med at genåbne samfundet, men i så fald ser vi under alle omstændigheder tidligst konsekvenserne om nogle uger. Lige nu er smitten ved at uddø, og regeringen kunne sagtens nå at have fået hastebehandlet en lov forinden, hvis den ville. Tiden er ganske enkelt løbet fra enevælden, og man må håbe, at Folketinget tager magten tilbage fra ældre- og sundhedsministeren, længe før den såkaldte solnedgangsklausul i loven alligevel gør det. Det vil ellers først ske til marts næste år.