Der er en indre absurditet over, at Danmarks kommunistisk funderede parti, Enhedslisten, på fredag ser ud til at få held til at afskaffe blasfemiparagraffen i den danske straffelov.
Netop kommunistiske samfund har om nogen drevet klapjagt på anderledes troende gennem historien, så at Enhedslisten principielt vil gøre det lovligt at krænke menneskers religiøse overbevisning, kommer ikke som det store chok. Partiet ønsker at fremme sekulariseringen af samfundet, hvilket også er et af de åbent erklærede formål med dette forslag. Så får det åbenbart være, at Straffelovrådet i en udtalelse i 2015 advarede om, at et farvel til blasfemiparagraffen kunne betyde et goddag til offentlige afbrændinger af hellige bøger, som myndighederne ikke længere ville kunne gribe ind over for.
Man kan ikke frakende partiet, at det dygtigt udnytter de parlamentariske spilleregler ved at foreslå en lovændring med omgående og direkte juridisk effekt – modsat et beslutningsforslag, som oppositionspartier normalt fremlægger, og som kræver opfølgende lovgivning for at få juridisk gyldighed.
Det overraskende er, at det besindige flertal i midten af dansk politik på ganske kort tid har ladet sig overbevise om lyksalighederne ved at slette paragraf 140 i straffeloven. Som ofte nævnt har denne såkaldte blasfemiparagraf kun været brugt to gange, siden den blev indført i 1866, og Straffelovrådet har slået fast, at den ikke hindrer skarp kritik af religioner og religiøse dogmer, hvad historien til fulde beviser.
Alligevel bliver den nu afskaffet, fordi partier til venstre og højre har fundet sammen om, hvad der på overfladen kunne ligne et ytringsfrihedsfundamentalistisk flertal. Helt paradoksalt enes de borgerlige partier med venstrefløjen om et forslag, der skal ”fremme sekulariseringen”, mens Socialdemokratiet kan blive alene om at forsvare paragraffen, ligesom daværende justitsminister Mette Frederiksen (S) i øvrigt gjorde, da Straffelovrådet udtalte sig om sagen.
Den officielle forklaring på partiernes kovending er, at erfaringer fra Norge, Island og Holland har vist, at man næppe risikerer en ny karikaturkrise ved at afskaffe blasfemiparagraffen. Set fra modstandernes side får vi i Vesten derimod lettere ved at argumentere mod særligt de arabiske landes blodige afstraffelse af enhver, der krænker profeten, når vi ikke selv har kriminaliseret blasfemi.
Det er dog sært, at dansk lovgivning i den grad skal dikteres af, hvad der kan bruges i en formentlig virkningsløs kamp mod diktaturet. Ligesom det er sært, at ytringsfrihedens angivelige bannerførere vil afskaffe en paragraf med symbolsk værdi, som ikke i praksis begrænser ytringsfriheden. Samtidig med, at man uden at blinke har indført såkaldte imamlove, der særligt begrænser forkynderes ytringsfrihed i modsætning til for eksempel politikeres. Men religionsforskrækkelsen og Enhedslisten har vind i sejlene.