Mennesker med handicap står i stort tal uden for arbejdsmarkedet. Deres handicap og sygdom, hvad enten fysisk eller psykisk, giver nogle begrænsninger, som gør, at de også har svært ved at få et velfungerende socialt liv. Og endelig skærer mange kommuner ned på hjælpen, når det gælder muligheden for at deltage i arbejdsmarked og fritidsaktiviteter. Det er derfor ikke overraskende, at ensomhed og social isolation er et tema for mere end halvdelen af ulykkesramte, og at mennesker med handicap ofte føler sig alene.
Men det behøvede måske ikke at være sådan. Som socialminister Mai Mercado (K) slog fast i forbindelse med en ny handicap-indsats, der blev præsenteret i går, bør vi sætte fokus på, at mennesker med handicap er en ressource, ikke en begrænsning.
Regeringen har sat som mål at få 13.000 personer med et større handicap i beskæftigelse frem mod 2025, og der er noget at komme efter. For trods et rødglødende arbejdsmarked med rekordlav ledighed og egentlig mangel på medarbejdere i flere brancher er mere end halvdelen af alle handicappede uden for arbejdsmarkedet, og sådan har det været længe.
Med de nuværende konjunkturer er der grund til at håbe, at det vil lykkes at gøre flere handicappede til en del af fællesskabet på en arbejdsplads og dermed få bedre livskvalitet. Men erfaringen viser desværre, at der skal mere end lav ledighed og gode viljer til. Det kræver rummelighed og fleksibilitet at beholde en medarbejder, der har været udsat for en ulykke, eller ansætte en ny kollega, der har brug for hjælpemidler eller må nøjes med færre arbejdstimer end andre.
I Kristeligt Dagblad fortæller Rie Carlsen i dag, hvordan det ramte hende hårdt, da hun halvandet år efter en trafikulykke blev afskediget på grund af mange sygedage. Fyringen gik ud over selvfølelsen, og hun savner at være en del af et arbejdsfællesskab. Ensom-hed er blevet en del af hendes tilværelse på lige fod med kronisk træthed og smerter.
Men der påhviler også kommunerne en stor opgave. Flere steder fratager man i disse år handicappede den støtte, de har lovmæssigt krav på. Det er eksempelvis hjælp til at varetage et arbejde, passe en fritidsaktivitet eller få en særlig bil eller cykel. De mennesker, der har kræfter, anker afgørelsen til Ankenævnet, og mens sagsbehandlingen står på, sparer kommunerne penge. Tidligere på ugen faldt der dom for, at det ikke skal udløse en kompensation til borgerne at fratage eller nægte dem den hjælp, de har krav på, og dermed står handicappede stadig svagt, når økonomisk trængte kommuner nægter dem hjælp.
Endelig ligger der et ansvar hos os alle hver især. Til ikke at vende ryggen til den kollega, der har været udsat for en ulykke, eller afvise veninden med varigt handicap. Og byde alle velkomne i foreninger og fritidsklubber. Også selvom det kræver lidt ekstra.