Prøv avisen

Epoken Fogh er slut

Anders Fogh er en af den nyere tids dygtigste statsministre

Selvom valget af Nato?s kommende generalsekretær ikke var taget ved redaktionens slutning i går, er det sikkert, at Anders Fogh Rasmussens (V) tid som statsminister er slut. Formelt er han regeringens leder, indtil han afleverer sin afskedsbegæring til dronning Margrethe, men reelt er hans rolle udspillet i det politiske Danmark.

Selvom en politisk epoke vurderes bedst på afstand, går det an allerede nu at sige, at Anders Fogh Rasmussen har været en af de dygtigste statsministre i nyere tid.

Han er en fremragende kommunikator, og som den dygtige strateg, han er, har han forstået sin politiske samtid og løbende placeret sig selv og Venstre der, hvor flertallet var. I brede velfærdsspørgsmål lod han liberal ideologisk bagage ligge og fulgte hovedstrømmen i samfundet, hvorfor han også kom til at forandre det politiske landskab, så den gamle politiske midte er blevet opløst og indtaget af de store partier.

Ikke mindst udlændingespørgsmålet blev en afgørende faktor i de senere års politik, og det hører til en af regeringens triumfer, at de øvrige partier med nuancer til forskel i dag accepterer en strammere politik på området.

Anders Fogh Rasmussen var eminent dygtig til at overbevise vælgerne om sin egen troværdighed ved at føre kontraktpolitik. Det, han sagde før valget, at regeringen ville gøre, gjorde regeringen også efter valget. På den baggrund ændrede han Danmark med skattestop og en række andre politiske reformer, men nogen liberal revolution blev det ikke til.

Når den afgående statsminister efter alt at dømme også efterlader sig et renommé som en regeringsleder, der splittede befolkningen mere end andre, skyldes det blokpolitikken, den såkaldte værdi- og kulturkamp og en udenrigspolitik, der førte Danmark i krig i Irak på et snævert politisk mandat.

Selvom de fleste store politiske beslutninger i regeringens tid blev gennemført med brede flertal, blev regeringens tætte bånd til Dansk Folkeparti et problem, og statsministeren ville med stor sandsynlighed have haft partiets støtte, selvom han havde betalt en lavere pris for dets opbakning.

Den værdi- og kulturkamp, som han selv skød i gang, da han i et interview fastslog, at Danmark kun forandres ved, at man forandrer danskernes tankegang, havde meget for sig. Men selv for dem, der fulgte debatten tæt, var det til tider svært at afgøre, hvad den handlede om. Var den et alt for sent opgør med 1970?ernes venstrefløj, en diskussion om kulturel kvalitet, hvad kanon-debatten var udtryk for, eller handlede den om Vesten og islam? Kultur- og værdikampen endte som en både polariserende og til dels fordummende debat.

Også udenrigspolitiken blev polariserende, selvom den var præget af et tiltrængt opgør med Danmark som puslingeland, der passivt hygger sig i smug i en brændende verden. Men for mange danskere udviklede især Irak-krigen sig så katastrofalt, at dansk deltagelse blev noget af det, der splittede befolkningen.

Statsministerens håndtering af Muham-med-krisen var en af hans største politiske fejlmanøvrer, der bidrog til folkelig splittelse og trak et langt spor efter sig – helt til besættelsen af Nato-topposten.

Ingen bliver statsminister uden at være drevet af en personlig ambition, og man kan også i Anders Fogh Rasmussens tilfælde spørge, om han kæmpede for lidt for sine idealistiske synspunkter og gjorde for meget for at tilpasse sig flertallets holdninger. Men han var også en politiker, der både turde og kunne formulere sig begrebsligt og ideologisk. Selvom man kunne være lodret uenig, når han proklamerede et "Nej-til-religion-i-det-offentlige-rum", formåede han at bidrage til den politiske debat, så Fogh-epoken blev en af de mest spændende i nyere tid. bjer