Skal det være en menneskeret at købe et andet menneskes krop til sex? Og skal det være en menneskeret at sælge sig selv til sex?
De to spørgsmål er blevet aktuelle, efter at ledelsen i den internationale menneskerettighedsorganisation Amnesty International forleden vedtog, at organisationen nu vil arbejde for en global legalisering af prostitution - en legalisering, der gælder retten til både at købe og sælge sex.
Beslutningen, som Amnesty har truffet efter to års research og samtaler med relevante eksperter og organisationer, har ikke overraskende skabt debat og ført til hård kritik af Amnesty for at have givet op i kampen mod menneskehandel, trafficking og seksuel vold og udnyttelse.
Selv forsvarer organisationen sin markante holdningsændring med, at kvinder i især Den Tredje Verden ofte er tvunget ud i prostitution, og derfor kan en legalisering sikre dem både bedre vilkår, mindre stigmatisering og samtidig mindske vold og alfonseri, hvor kriminelle bagmænd tjener pengene på udnyttelsen af kvinderne.
Det er en logisk og sympatisk argumentation. Men bag spørgsmålet om legalisering gemmer sig en måske endnu vigtigere debat, nemlig om sammenhængen mellem lovgivning og menneskesyn.
Sikrer vi virkelig et andet menneskes ”værdighed og rettigheder”, som det lyder i FN's menneskerettighedserklæring, hvis dette menneskes krop fra officielt hold blåstemples som en handelsvare?
Og kan man overhovedet tale om et frit valg, når det gælder nogle af verdens fattigste og mest udsatte kvinder, som på både kort og langt sigt helt sikkert vil vinde mere, hvis man fra internationalt hold arbejdede hårdere for deres ret til uddannelse og ligestilling end for retten til at sælge sig selv?
Amnestys udmelding går også stik imod udviklingen i vores del af verden, hvor de nordiske lande - med undtagelse af Danmark - i stigende grad kriminaliserer køb af sex.
En udvikling, som ifølge undersøgelser fra Sverige og Norge ikke som frygtet har skubbet de prostituerede ud i endnu mere kriminelle og voldelige miljøer. Tværtimod har kriminaliseringen generelt mindsket omfanget af prostitution og samtidig fået især unge til i stigende grad at tage afstand fra køb af sex.
Perspektivet i Amnestys kovending kan derfor frygtes at være, at vi i den rige del af verden i stigende grad forbyder og mindsker prostitu-tion, mens en legalisering i Den Tredje Verden gør verdens fattigste kvinder til legitime sex-varer for velhavende vesterlændinge.
Og selvom det aldrig har været Amnestys hensigt, vil en sådan udvikling rime utroligt dårligt med frihed og menneskerettigheder.