De Radikales politiske ordfører, Sofie Carsten Nielsen, var oppe på de helt høje nagler, da hun tidligere på ugen kritiserede Dansk Folkeparti, som foreslår, at man som forælder skal have ret til i fire år at passe sine egne børn i hjemmet og samtidig modtage en ydelse svarende til dagpenge.
Skal man tro den radikale ordfører, er den slags tanker udtryk for ”et kvindesyn, der vil have kvinderne tilbage til kødgryderne”. Ja, da DF samtidig foreslår, at ordningen kun skal gælde for borgere, der har boet mindst 20 år i Danmark, er det direkte sammenligneligt med de amerikanske sydstater i 1960’erne, lød det fra Sofie Carsten Nielsen, der også får associationer til tv-serien ”The Handmaid’s Tale”, som foregår i et dystopisk, totalitært samfund, hvor kvinder er reduceret til fødemaskiner, uden egne rettigheder.
Skulle man ikke på nuværende tidspunkt have forstået det angivelige vanvid i DF’s forslag, efterlader Sofie Carsten Nielsen ingen tvivl, da hun til sidst slår fast, at Dansk Folkeparti ikke skal ”få lov til at vinde. Det skal alle os, der elsker frihed til alle”.
Dansk Folkepartis konkrete forslag er næppe den rette løsning på et vigtigt samfundsanliggende, nemlig vores børns trivsel og mange familiers udfordrede balance mellem arbejde og familieliv. Dels risikerer forslaget at blive en alt for stor samfundsudgift, hvis man får ret til knap 19.000 kroner om måneden, dels tager det ikke tilstrækkeligt højde for, at børn af udsatte familier risikerer at miste den vigtige omsorg, de i dag får i vuggestuer og børnehaver.
Men partiet skal have ros for at sætte emnet på dagsordenen, mens det ville klæde De Radikale, der ofte taler for en grænseløs mangfoldighed i utallige sammenhænge, også at lade tolerancen omfatte familier, der ikke ser den slagne vej gennem daginstitutioner som den eneste rette model for et børneliv i Danmark. Eller gælder mantraet om ”frihed til alle” alligevel ikke for alle?
I det hele taget fortjener debatten om familiers trivsel mere end karikerede floskler om, at danske kvinder nu bliver trælbundet til hjemmet. Hverken Dansk Folkeparti eller andre, der støtter tanken om øget hjemmepasning, taler om det som en særlig forpligtelse for kvinder, og i de fleste familier vil man formentlig dele ordningen på en ganske civiliseret måde, der tager højde for børnenes trivsel og familiens aktuelle uddannelses- og arbejdssituation.
Skulle vi genopfinde det danske velfærdssamfund i dag – med al den viden, vi i dag har om børns trivsel, og bestræbelserne på at få familielivet til at hænge sammen, så det ikke ender i stress og skilsmisser – er det et oplagt spørgsmål, om et godt børneliv er ensbetydende med et institutionsliv, der begynder ved 10-12-månedersalderen og slutter, når man går ud af folkeskolen som 15-16-årig.
Den diskussion skal vi turde tage, uden at det mødes med nedladenhed eller deciderede fordrejninger om pasning af egne børn som den direkte vej til et totalitært samfund. Faktisk tilbyder næsten halvdelen af landets 98 kommuner allerede i dag et mindre tilskud til forældre, der passer deres egne børn, og man kan oplagt spørge, om ikke tilskuddet kunne fastsættes til et beløb svarende til udgifterne ved en daginstitutionsplads.
Der findes andre levemåder end dem, der handler om erhvervslivets behov for arbejdskraft. Måske et roligere familieliv i de første og ofte ret udmattende år af et barns liv endda kan være en gevinst for ikke mindst barnet, men også for samfundet. Lad os ikke være så bange for kødgryder, at vi afstår fra den vigtige debat.