Det har givet en del debat, at provst i Hjørring Thomas Reinholdt Rasmussen har stillet det spørgsmål, om ikke folkekirken skulle have rettet årets dåbskampagne imod de nye danskere i stedet for de gamle.
Det er ellers et meget rimeligt spørgsmål at stille, ikke mindst når man tager i betragtning, at mange præster i ghettoområder ikke ser det som deres opgave at missionere blandt indvandrere.
Det er ufint at missionere blandt andre religioners tilhængere, mener mange i dag, også teologer. Man skal ikke tvinge nogen til dåb, advares det, og ikke sjældent antydes det, at mission hænger sammen med en kolonialistisk trang til underkastelse. Men det er et bizart argument, for selvom der er historiske eksempler på tvangsdåb, er der ingen, der mener, man skal tvinge nogen til dåb i dagens europæiske samtale om mødet med de ikke-kristne.
Den teologiske modvilje mod mission er besynderlig og virker ude af trit med kristendommens tradition, grundfortælling og væsen. Men man kan diskutere, hvad mission bør være. Og der er selvfølgelig en grænse for, hvor påtrængende kirken kan være i en troskultur som den danske. Men de fleste er langt fra at nå den grænse, og faren er snarere den modsatte: At vi bliver så forsigtige med at tale kristendom med de nye danskere, at folkekirken kun bliver for gammeldanskere.
Det er påfaldende, at denne modvilje mod mission er kommet til Danmark samtidig med det multikulturelle. Samtidig med muslimerne. Og det er netop mission blandt muslimer, der vækker den hedeste debat.
Vores troskultur globaliseres. Man kan frygte, at vi i Vesteuropa lader os påvirke af normer for mission, som trives i Mellemøsten og Rusland: At missionærer er nogle farlige fyre, som det kun er rimeligt at jage ud af kvarteret.
I Rusland er der inden for den seneste år lavet love imod mission i mange former. I Tyrkiet blev en dansk missionær udvist af Tyrkiet af hensyn til ”sikkerhed”, hvilket ingen offentligt vil forklare, hvad betyder. Det er heller ingen hemmelighed, at man kan møde modstand fra muslimsk hold i multikulturelle områder i Danmark, hvis man bærer for synlige tegn på at være kristen.
Det er en udvikling, man må kæmpe imod. Religionsfriheden indsnævres, hvor man ikke må missionere. Derfor er det næsten altid lande, som har ondt i religionsfriheden, der kriminaliserer mission. Og den kriminalisering begynder med forståelsen af mission som skadelig i sig selv.
Skyggesiden af globalisering er den globalisering, der spreder ufrihed. Det gør desværre globaliseringen af en del religionskultur. Vi bør ikke acceptere den ufrihed, og folkekirkelige stemmer gør ikke noget godt ved at tale nutidens mission ind i en kontekst af tvang og overgreb. Set fra et kristeligt synspunkt er det omvendt. At føre et menneske til Gud er at føre det til frihed.